Thulesen Dahl: Mange vil blive skuffet over pensionsforslag
Mange danskere vil blive skuffet over regerings nye pensionsforslag. Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti.
Dansk Folkeparti arbejder på at være med i en aftale om ret til tidlig pension.
Det siger formand Kristian Thulesen Dahl, efter at regeringens pensionsudspil blev præsenteret tirsdag.
Skal ramme flere
Men han fastholder sin kritik af, at udspillet ikke rammer nok personer.
- Vi vil selvfølgelig være med i en aftale, hvor vi hjælper nogle af de mennesker, der har haft nogle af de hårdeste og mest nedslidende job i en meget lang årrække.
- Vi skal hjælpe dem til en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Det har vi allerede gjort med seniorpensionen, og det gør vi også gerne med det her. Om man kalder det en ret til tidlig pension, er ikke afgørende for os, siger Thulesen Dahl.
Læs også
Det er over halvandet år siden, at Socialdemokratiet luftede tankerne om en ret til tidlig pension. Og ifølge DF-formanden vil den model, som S-regeringen nu har lagt frem, "skuffe mange danskere".
- Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange danskere, som har følt sig inddraget i denne ordning, men som nu, hvor de ser ordningen, vil få at vide, at de ikke er med.
- Derfor vil mange være skuffede over denne model, og jeg synes, at det er med rette, siger Thulesen Dahl.
Konservative: Ny overførselsindkomst
Det kan være personer med en mellemlang uddannelse eller personer, der arbejder inden for sundheds- og socialområdet, som må føle sig svigtet, lyder det fra DF-formanden.
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er ikke imponeret.
- En ordning for nedslidte blev det ikke, og sådan en har vi heldigvis gennemført med seniorpensionen. Regeringen indfører bare en ny overførselsindkomst - og skatten stiger, skriver han på Twitter.
Læs også
En aftale om seniorpension blev sidste år indgået mellem den daværende VLAK-regering samt Dansk Folkeparti og De Radikale. Socialdemokratiet tilsluttede sig senere aftalen.
Regeringens udspil om en ret til tidlig pension gælder for personer med mindst 42 år på arbejdsmarkedet, når de er 61 år. 38.000 personer bliver omfattet i 2022, lyder forventningen.
/ritzau/