Det er højsæson for hjorte: Det kan du gøre for at undgå påkørsel
Det er ikke hjortens skyld, at der er flere påkørsler i efterårsmånederne, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.
"Kære bilist, det er nu, du skal være ekstra opmærksom på hjorte, når du kører bil."
Sådan lyder budskabet fra Dyrenes Beskyttelse, der nu advarer mod påkørsler af hjorte.
Det er nemlig nu, omkring 1. oktober, at antallet af henvendelser om påkørte hjorte typisk markant hos Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
Projektleder: Ikke hjortens skyld
De mange opkald fortsætter i følge Dyrenes Beskyttelse i flere måneder. Sidste år modtog vagtcentralen nær 10.500 henvendelser om påkørte hjorte, hvoraf en tredjedel fandt sted i oktober, november og december.
Den kraftige stigning på denne tid af året skyldes, at dagene nu bliver kortere og mørkere.
- Det er ikke hjortens skyld, at der er flere påkørsler. Til gengæld kunne bilisterne undgå mange ulykker, hvis de satte farten ned på bestemte strækninger og tidspunkter. Det gælder selv sagt de steder, hvor der skiltes for dyrevildt, men også generelt omkring skov, eng og levende hegn langs vejen, siger biolog og projektleder hos Dyrenes Beskyttelse, Michael Carlsen, i en pressemeddelelse.
Gode råde til at undgå hjortepåkørsler
- Sæt farten ned, når du i tusmørke og om natten kører gennem områder, hvor der er skov, eng, levende hegn eller lignende langs vejen.
- Hold øje med lysende øjne i rabatten og sænk farten helt, hvis du ser dem.
- Husk hjorteskilte advarer om øget risiko for hjorte i området.
- Vær opmærksom - en hjort kommer sjældent alene. Ser du én hoppe over vejen, så tro ikke at faren er drevet over. Der kan godt komme flere.
Kilde: www.paspåhjortene.dk
Morgen og tidlig aften
Han tilføjer, at det især er i de mørke timer eller omkring skumring og dæmring, at bilister bør være ekstra varsomme. Det er således her, at hjortene er mest aktive, og det betyder, at flest hjorte påkøres mellem klokken 6-9 om morgenen og igen i tidsrummet mellem klokken 16-21 om aftenen i efterårs- og vintermånederne.
Et sammenstød mellem en bil og en hjort kan ende med alvorlige skader for både hjort, bilist og bil, advarer Michael Carlsen.
Ifølge Dyrenes Beskyttelse steg antallet af opkald omkring påkørte hjorte til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral sidste år med 15 procent og satte dermed ny rekord.
Rekorden får formentlig ikke lov til at stå længe, da antallet af henvendelser i de første syv måneder i år allerede langt overgår sidste år, oplyser Dyrenes Beskyttelse.
Når uheldet er ude
- Ring 1812 hvis dyret er såret - også selvom dyret er løbet væk.
- Bliv på stedet - hvis 1812 ved hvor ulykken er sket, kan de hurtigere sende hjælp.
- Hold afstand, så dyret ikke stresses.
- Ring til Falck, hvis dyret er dødt.
Kilde: www.paspåhjortene.dk
Hver femte har påkørt hjort
Sidste forår foretog analyseinstituttet Kantar Gallup en undersøgelse for Gjensidige Forsikring.
Her svarede 19 procent af de adspurgte, at de har oplevet at påkøre hjortevildt, mens 17 procent sagde, de har været tæt på at ende i en påkørsel.
- Vi oplevede, at flere og flere kunder kom med den type skader på deres bil, og derfor satte vi os for at undersøge, om der en stigning af den type skader. Vores tal bekræfter, at det er tilfældet. sagde skadeschef hos Gjensidige Forsikring, Karsten Moos, dengang til TV2 ØSTJYLLAND.