Ild i affald med asbest: - Man bliver sgu vred
Inden for kort tid er der to gange gået ild i en bunke affald, hvor der kan være asbest i.
Ann Blichfeldts hus kunne have brændt ned søndag eftermiddag, hvis hun ikke havde været opmærksom.
Hun bor lige ved siden af flere tons solsikkefrøskaller i Langskastrup nær Randers. Det er rester fra en storbrand i april - men de er stadig ikke blevet fjernet.
Skallerne er efterfølgende blevet blandet med rester fra 13 tons ødelagte asbesttagplader.
Og denne bunke gik der ild i lørdag aften. Branden blev hurtigt slukket, men søndag var den gal igen.
Ilden begyndte at ulme under bunken af frøskaller, som var spredt ud lige nedenfor Ann Blichfeldts grund. Så hun måtte skynde sig at ringe til brandvæsnet.
- Kan jeg køre hjemmefra og være tryg ved, at der ikke går ild i det? Vi er ved at være trætte af det her som nabo. Det skal ikke koste menneskeliv eller materielle skader. Det er simpelthen utilstedeligt, siger Ann Blichfeldt til TV2 Østjylland.
Hun frygter, hvad der var sket, hvis hun ikke havde været hjemme.
- Hvis jeg ikke havde set, at det ulmede, så var der gået ild i græsmarkerne og vores ejendom. Det kunne have været meget alvorligt, siger hun.
Skal fjernes hurtigst muligt
Naboerne til frøskallerne har før råbt op. Der er nemlig sat skilte op omkring de mange tons affald, der advarer om fare mod asbest.
- Folk er bekymrede, for der ligger altså huse med børnefamilier lige ved siden af, og asbeststøv kan som bekendt blæse igennem luften, sagde Torben Bøgh Nielsen, der er formand for Langkastrup Forsamlingshus og Beboerforening, i torsdags til TV2 Østjylland.
Med to brande er utilfredsheden blandt naboerne ikke blevet mindre.
- Man bliver sgu vred. Vi har været naboer til hele det her show, og nu har det lagt her i to måneder uden, at der er blevet gjort noget ved det, siger Ann Blichfeldt.
Virksomheden har fået en frist til den 19. juni til at få det hele fjernet enten ved at skaffe det af vejen selv eller ved at køre det ud til kommunens affaldsdeponi.
Men Ann Blichfeldt mener ikke, at det er hurtigt nok.
- Hvor mange gange skal jeg ringe efter brandvæsnet den næste uge?
Vagtchef for Østjyllands Brandvæsen bekræfter, at de søndag har været ude til en mindre brand i Langkastrup.
- Det i dag var en ganske lille brand, siger Jørgen Hansen til TV2 Østjylland.
Han fortæller, at tørken ikke er grund nok til, at de er ekstra opmærksomme i området med frøskallerne.
- Vi er ikke mere opmærksomme end alle andre steder. Vi har ikke haft flere naturbrande end normalt, men vi følger selvfølgelig situationen meget tæt, siger vagtchefen.
Kommunen: Det ligger ulovligt på marken
Byrådsmedlem i Randers Kommune Anker Boje (S) tog torsdag aften kontakt til forvaltningen for at få afklaret, hvad der er sket.
- Jeg vil gerne vide, om der er givet tilladelse til at opbevare den slags ude på en mark. Det dur ikke, at folk skal gå rundt og være nervøse for, om de går og indånder kræftfremkaldende asbestpartikler, sagde Anke Boye i torsdags til TV2 Østjylland.
Michael Damm, leder af Natur og Miljø, sagde til TV2 Østjylland i torsdags, at der blev lavet en aftale med landmanden tilbage i april, som gik på, at skallerne måtte placeres på hans mark. Det skete i samarbejde med brandvæsenet. Den pågældende virksomhed, der brændte, har således ikke handlet forkert.
- Det viser sig så, at marken ikke er godkendt til at oplagre affald, og derfor er det ulovligt, forklarede Michael Damm.
Kommunen har haft folk fra Patientsikkerhedsstyrelsen ude på stedet, og meldingen fra dem er, at det hele skal fjernes hurtigst muligt.
Hvad betyder det for beboerne i området - har de grund til at være bekymrede?
- Det kan jeg ikke svare på. Det er Patientsikkerhedsstyrelsen, der er myndighed på det område, men når de siger "hurtigst muligt" og ikke "akut", ligger der nok en vurdering deri, sagde Michael Damm.
- Virksomheden har selv undersøgt oplaget, og de fortæller os, at de ikke har fundet asbest i overfladen. Men - ud fra den antagelse, at der var asbest i pladerne - antager vi, at der også er asbest et sted i skallebunkerne. Jeg vil sige det sådan, at indtil andet er bevist, er der asbest til stede, så vi har med farligt affald at gøre.