Kendt kunstners sommerhus til salg
"Stubbehuset" i Knebel er kommet til salg.
Var det noget med et idyllisk bondehus? Et, der tilmed har været ejet af en kendt kunstner?
Så har du muligheden nu.
"Stubbehuset" i Knebel er nemlig kommet til salg, fremgår det hos ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen.
Bondehuset har tilhørt den danske maler C.V. Stubbe-Teglbjærg. Det er oprindeligt fra 1852 som bolig for en husmandsfamilie med tilhørende stald. Omkring år 1923 flyttede Stubbe-Teglbjærg dertil for at bo der permanent - forinden havde han brugt det som sommerresidens.
- Det smukke ydre, sammen med den klassiske blå farve på vinduer og døre, giver dette velbevarede bondehus et helstøbte billede af ren Morten Korch-stil. I slut 1990'erne blev husets interiør omfattende moderniseret og isoleret, lyder det i salgsopslaget.
Stubbe-Teglbjærgs grønne arbejdsbord står i øvrigt stadig i huset.
Fra havens øverste plateau er der udsigt til både Fuglsø Vig og Begtrup Vig.
C.V. Stubbe-Teglbjærg blev født i 1894 og døde i 1971. Hans første blade fra 1917 blev straks solgt. Hans realisme peger mod dansk guldalders landskabstegninger. Han kombinerede motiverne, så detaljerede elementer spillede op mod landskabelige masser, fremgår det på lex.dk.