Rørende afsked for populær købmand: Frygter fremtiden
Endnu en lille dagligvarebutik lukker og slukker. Men ikke uden et ordentligt farvel til den populære købmand Dan Kristensen.
Hylderne er tomme, og butikken er tømt for kunder. For fredag lukkede og slukkede købmanden Dan Kristensen butikken i Gassum nord for Randers.
- Det er kedeligt, det er trist. Det er bestemt ikke det, jeg havde håber på at skulle opleve, siger Dan Kristensen.
Men butikkens medarbejdere har sørget for, at der i det mindste bliver sagt pænt farvel. Medarbejderne havde nemlig inviteret byens borgere til en afskedsreception søndag.
- Vi mener, Dan skal have en ordentlig afsked. Det fortjener han. Han har betydet rigtig meget for hele byen, men også for personalet. Hvis der var noget, der var træls derhjemme, kunne vi komme og brokke os til ham. Han har altid kunnet løfte os, siger medarbejder Anja Egelund.
Stort fremmøde
Dan Kristensen er dog fortsat uforstående over for konkursbegæringen.
Der var da også mange borgere, der var mødt op for at tage afsked med den afgående købmand.
- Vi er mange der synes, han har gjort et fantastisk stykke arbejde her i Gassum. Han har været en fantastisk købmand og gjort det godt gennem en svær tid med høje energipriser, siger Jens Laursen fra Gassum.
Theresa Hansen er også trist over lukningen.
- Vi kommer til at miste en personlighed, der er et holdepunkt for byen, siger Theresa Hansen
Det store fremmøde rørte Dan Kristensen dybt.
- Det er jo fantastisk. Det viser jo, at de har været glade for mig, når de gider bruge deres søndag på sådan et arrangement for mig, siger han.
Begæret konkurs mandag
Beskeden om, at Min Købmand skulle lukke, kom mandag. Her meddelte ejeren, dagligvarekoncernen Dagrofa, at butikken var begæret konkurs.
- Den selvstændige købmand Dan Kristensen har kæmpet en brav kamp og gjort en positiv forskel for lokalområdet i Gassum. Desværre har det vist sig, at det ikke er muligt at fortsætte driften under det nuværende setup, og det er årsagen til, at butikken nu er under konkursbegæring, skriver Bo Vestergaard, salgschef i Min Købmand Region Nord til TV2 Østjylland i en skriftlig kommentar.
Dagrofas svar
”Den selvstændige købmand Dan Kristensen har kæmpet en brav kamp og gjort en positiv forskel for lokalområdet i Gassum. Desværre har det vist sig, at det ikke er muligt at fortsætte driften under det nuværende setup, og det er årsagen til, at butikken nu er under konkursbegæring. Det er endnu for tidligt at spå om, hvad der kommer til at ske fremadrettet, men i Dagrofa ønsker vi fortsat at have en lokal købmand i Gassum
Bo Vestergaard, salgschef i Min Købmand Region Nord
Dan Kristensen er dog fortsat uforstående over for konkursbegæringen.
- Hvis jeg vidste, hvad der var gået galt, fortalte jeg det gerne. Men så langt er vi ikke i processen endnu, siger Dan Kristensen.
Han har haft butikken i 2,5 år, og de var lige kommet ud på den anden side af energikrisen, og inden da coronakrisen.
- Det har været en hård periode. Vi har sloges meget fra dag ét, og nu skulle vi til at tjene penge efter coronakrisen.
- Så blev vi ramt af energikrisen, som vi kom igennem med lodder og trisser og hjælp fra baglandet. Så vi tænkte, at nu skulle det vende, men så blev tæppet trukket under os i går, har Dan Kristensen tidligere fortalt.
Frygter for byens fremtid
Nu frygter byens borgere og Dan Kristensen, hvad det kan have af konsekvenser, at der ikke længere er lokale indkøbsmuligheder i Gassum.
- Frygten er jo, at det kan påvirke huspriserne, fastholdelsen af en daginstitution og at det kan blive lidt en spøgelsesby, hvor der ikke er noget liv overhovedet, siger Dan Kristensen.
Og der er god grund til, at Dan Kristensen og Gassums borgere frygter for konsekvenserne af lukningen af dagligvarebutikken. Landdistrikyernes Fællesråd ser nemlig flere udfordringer, når indkøbsmulighederne forsvinder fra de små bysamfund.
- Det kan direkte aflæses i huspriserne, hvis en dagligvarebutik, der ellers er velfungerende, pludselig lukker. I og med at dagligvarebutikken jo også er der, hvor man udover at gøre sine indkøb kan få udleveret medicin, måske henter sit morgenbrød, pakkepost og andet. Og det gør området mindre attraktivt uden, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.