Købmands el-regning stikker af - nu får han hjælp fra landsbyen
Inflation og stigende elpriser får virksomheder til at vende hver en krone. I Gassum hjælper borgerne med købmandens el-regning.
En lokal købmand i Gassum oplever den rekordhøje inflation helt inde på livet.
Han gør el-regnskabet op for hver enkelt køler i butikken, og hans strømregning er fordoblet - nogle måneder mere end det, fortæller købmanden Dan Kristensen.
- Jeg har skåret min egen løn radikalt ned, jeg har skåret min bemandingsplaner, vi lægger flamingo ud om natten. Så alt, hvad vi synes, vi kan gøre, har vi gjort, fortæller han.
- Det gør ondt i maven. Det er jo mit livsværk og det, jeg gerne vil, siger købmanden.
Derfor er han gået drastisk til værks og har spurgt byens 414 borgere om hjælp til el-regningen.
- Det er et samlingssted for hele byen og for omegnen. Så det er ikke bare den lille købmandsbutik, der lukker, det er en hel by, der dør, hvis ikke butikken er her, siger Dan Kristensen.
I sidste måned var hans el-regning på 61.000 kroner. De lokale har indtil videre doneret hele 15.000 kroner i hjælp til Dan Kristensen.
Virksomhederne kan også tydeligt mærke de på hele linjen stigende priser.
- Råvarepriserne stiger, men særligt på energi er det voldsomt, fortæller direktør i Naturli' i Randers, Henrik Lund.
Her laver man plantebaserede produkter, og derfor er stemningen en anelse mere positiv.
- Inflationen på animalske mejeriprodukter er eksploderet, mens prisen på plantebaserede produkter ikke i samme grad er steget i pris, siger direktøren.