Brand ødelagde Jimmys forår: - Den første uge sad jeg bare og græd
Sælvigbugtens Camping forventer at kunne byde gæsterne velkomne igen fra den 1. juli.
Den populære campingplads Sælvigbugtens Camping på det nordlige Samsø var nødt til at udskyde sin planlagte sæsonåbning i lørdags.
Det var ellers en dag, som indehaver Jimmy Kierulff havde set frem til længe.
Det er heller ikke med hans gode vilje, at gæsterne ikke lige nu slænger sig i tilbagelænede stole og nyder en god påskefrokost i forårssolen.
Udskydelsen skyldes en omfattende brand, der ramte campingpladsen søndag den 12. marts.
Alt tyder på, at ilden er opstået i et køleskab i køkkenet, og herfra har den spredt sig rundt i stueetagen og op på førstesalen, hvor alt er ødelagt dels af ild og sod, men også af vand fra slukningsarbejdet og de radiatorrør, der sprang læk på grund af varmen.
Lige nu går jeg og prøver at danne mig et overblik over, hvor meget der præcist er ødelagt
- Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Det er en kæmpe opgave at få styr på alle de ting, der følger med sådan en brand, siger Jimmy Kierulff til TV2 Østjylland.
- Lige nu går jeg og prøver at danne mig et overblik over, hvor meget der præcist er ødelagt, fordi forsikringen skal vide det, og så venter jeg på, at håndværkerne bliver færdige med genopbygningen.
På første sal skal alt inventar rives ud, og det hele skal bygges op på ny fra isolering til gipsvægge, lofter, elektriske installationer, døre og vinduer.
Vandet har skadet en del af bygningen, så der skal affugtere på i et stykke tid, før man kan være sikker på ikke at lukke fugtskader inde bag de nye vægge.
- Som det ser ud lige nu, er vi klar til at tage imod gæster igen fra den 1. juli. Jeg håber og beder til, at vi overholder den plan, for jeg glæder mig helt vildt til at få gæster ind igen, siger Jimmy Kierulff.
I videoen herunder kan du se brandfolkene i aktion på campingpladsen søndag den 12. marts:
Alt var klar til start
Jimmy Kierulff gik og forberedte sæsonåbningen, da branden brød ud. Han overtog Sælvigbugtens Camping i januar 2022, så sæsonen fra april til oktober sidste år var hans første. Nu var han snublende tæt på at have alt klar til sæson nummer to.
- Vi havde blandt andet fået opgraderet vores wi-fi, så gæsterne også kan passe deres arbejde fra en stabil netforbindelse. Jeg havde gået og revet gruset, så det hele tog sig godt ud. Vi var så tæt på at være klar, men så skete alt det her, siger Jimmy Kierulff.
Han havde været på Sjælland i nogle dage, da ilden brød ud. Da det skete, stod han på havnen i Kalundborg og ventede på færgen.
- Jeg modtog pludselig den ene melding efter den anden om røgalarmer i værelserne, der var aktiveret. Jeg prøvede forgæves at få kontakt til folk i området, så de kunne køre over og kigge efter, men til sidst ringede jeg til politiet, som kørte ud og konstaterede, at den var god nok.
Al energien var suget ud af mig. Jeg døde indeni. Det var virkelig en voldsom følelse
Jimmy Kierullf husker den efterfølgende sejltur fra Kalundborg til Ballen som den længste, han nogensinde har taget. Den varer godt halvanden time, men det føltes som år.
- Jeg sad bare der med al uvisheden og anede intet om, hvad jeg kom over til. Skulle jeg dreje nøglen om? Skulle jeg tilbage til Sjælland og finde et andet job? Det var som at trække stikket ud af fjernsynet, hvor alt bliver sort, siger Jimmy Kierulff.
Nu tænker han klart igen
- Den første uge sad jeg bare og græd og så vejrudsigten, fordi al energien var suget ud af mig. Jeg døde indeni. Det var virkelig en voldsom følelse.
- Det er først her de seneste dage, jeg er begyndt at tænke klart igen, fordi jeg er gået i gang med alt det praktiske omkring optælling af løsøre som senge, dynebetræk og andet, der har overlevet. Til gengæld er det svært ikke at blive mindet om ulykken, hver gang jeg åbner et skab, hvor inventaret er ødelagt af sod og røglugt, siger Jimmy Kierulff.
Han fortæller, at Østjyllands Politi er færdige med sine undersøgelser, og at konklusionen i forhold til brandårsagen er, at det næsten med garanti skyldes en kortslutning i førnævnte køleskab.
Jimmy Kierulff understreger, at han er meget tilfreds med politiets arbejde, og han sætter stor pris på den støtte, samsingerne har vist ham ved blandt andet at komme forbi med blomster og skulderklap.
Det er ikke gjort op endnu, hvor stort et beløb der er gået tabt i bygning, inventar og tabt indtjening, nu da sæsonen skulle være startet.