Stor udrykning - 47 evakueret i nat
Natten til tirsdag måtte en hel opgang evakueres på grund af en kraftig brand.
Natten til tirsdag rykkede Østjyllands Brandvæsen talstærkt ud til en brand i lejlighed på Gudrunsvej i Aarhus-forstaden Gellerup.
- Det er en lejlighed, der brænder. Der er en del røg, så opgangen bliver evakueret, siger operationschef Steen Boye.
Brandvæsnet fik alarmen kort før klokken 01, og de rykkede ud med fire udrykningskøretøjer og 30 brandfolk.
Tirsdag morgen har de igen forladt stedet.
- Vi får slukket, ventileret og vi er kørt derfra igen, siger Steen Boye.
Store skader
Han fortæller, at en del af lejlighederne i opgangen har taget skade af de store mængder røg, branden udviklede.
- Der er en formentlig en del røgskader i lejlighederne derude, men jeg har ikke overblik over hvor mange, siger operationschefen.
Han oplyser, at de evakuerede borgere blev overgivet til ambulancer på stedet.
Østjyllands Politi oplyser, at i alt 47 personer blev evakueret tirsdag nat. Ingen er kommet til skade.
Politiet vil ikke afvise, at der kan være sket strafbare forhold i forbindelse med branden.
- Vi afventer, at brandefterforskere skal undersøge stedet, lyder det fra Østjyllands Politi på det sociale medie X.
Kl. 0052 fik vi en anmeldelse om brand i lejlighed på Gudrunsvej i Gellerup. Branden udviklede sig meget kraftigt og sammen med Brandvæsnet blev der evakueret 47 personer.
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) July 2, 2024
1 person er efterfølgende blevet genhuset.
Ingen personer er komme til skade i branden, som er slukket nu.