Viste "vulgære pornofilm" til ansatte - nu får han tusindvis af skattekroner
Der var enighed om, at chefen ikke længere skulle være i Erhvervshus Midtjylland.
Den mangeårige chef i Erhvervshus Midtjylland, der er fratrådt, efter han viste "vulgære" film, får tusindvis af skattekroner med ud af døren.
Det viser en aktindsigt i hans fratrædelsesaftale, som TV MIDTVEST har fået.
Sidste uge kom det frem, at chefen var fratrådt efter aftale med erhvervshuset, der er finansieret af skattekroner fra flere af landsdelens kommuner.
TV MIDTVEST har tidligere beskrevet, hvordan den nu tidligere chef ifølge Arbejdstilsynet skulle have vist "vulgære pornofilm" til en medarbejder.
Behøver ikke møde på job
Over for Arbejdstilsynet erkendte den mangeårige chef, at han havde vist film til en medarbejder. Han afviste dog, at der skulle være tale om decideret porno og mente i stedet, at filmenes indhold "måske er vulgært".
Ifølge fratrædelsesaftalen får chefen hver måned 82.115,38 kroner frem til udgangen af december 2024, selvom han som fritstillet ikke behøver møde på job.
Foruden en fast månedsløn får den fratrådte chef også en fratrædelsesgodtgørelse svarende til tre måneders løn.
Samlet set får chefen i omegnen af 925.000 kroner, viser TV MIDTVESTs beregninger.
Her er fratrædelsesaftalen
Den aftalte månedsløn på kr. 82.115,38, der ophører efter opsigelsesperiodens udløb den 31. december 2024.
Erhvervshus Midtjylland kan modregne i anden indtægt under hensyntagen til funktionærlovens regler.
Fratrædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders løn jf. funktionærlovens § 2a efter mere end 17 års anciennitet.
Fratrædelsesgodtgørelse på 1 måneds grundløn til fuld og endelig afgørelse af alle krav samt afkald på forudgående partshøringsproces.
Bonus for 2023 på kr. 52.860 baseret på den aftalte resultatopnåelse vedrørende Kommunekontraktrådet Midtjylland og bonus for 2024 svarende til 2023 bonus, da chefen er fritstillet i opsigelsesperioden.
Outplacement hos AS3 på op til kr. 30.000 ekskl. moms.
TV MIDTVEST har uden held forsøgt at få en kommentar fra den nu tidligere chef, der stopper kun kort tid efter Erik Krarup blev fyret som direktør i erhvervshuset.
Var enige om at skilles
Interim direktør i Erhvervshus Midtjylland Mette Højborg bekræfter over for TV MIDTVEST, at chefen er fortid i den skattefinansierede virksomhed.
- Vi har indgået en fratrædelsesordning, fordi vi skal have opbygget en ny organisationsstruktur i Erhvervshus Midtjylland, og vi var enige i, at vores veje skulle skilles i den forbindelse, siger hun.
Hvad er Erhvervshus Midtjylland?
Der ligger erhvervshuse placeret rundt i hele landet. Erhvervshus Midtjylland rådgiver hvert år over 5000 virksomheder.
Erhvervshus Midtjylland er offentligt finansieret. Pengene kommer fra de 19 kommuner, der er i Region Midtjylland. I alt får de 41,679 millioner kroner-
De har kontorer i Aarhus, Horsens og Herning, hvor i alt cirka 75 ansatte er beskæftiget.
Siden 2007 har direktør Erik Krarup været i spidsen for det hele. Han blev fyret i maj 2024.
I maj blev Erik Krarup fyret som direktør, efter alvorlige problemer med det psykiske arbejdsmiljø i erhvervshuset.
Han har ligeledes fået adskillige lønkroner med ud ad døren.
Mette Højborg er ansat som interim direktør frem til 1. oktober. Først herefter vil afdelingschefens rolle blive besat.
- Når der kommer en ny, permanent direktør, så skal vedkommende have lov til at sætte sit eget hold og organisationsstruktur, så der kommer ikke en ny øverste mellemleder ind, før der en permanent direktør, siger hun.
Mette Højborg har tidligere været direktør for kultur, arbejdsmarked og erhverv i Holstebro Kommune og direktør i Børnenes Hovedstad A/S i Billund.
Hendes primære opgave hos Erhvervshus Midtjylland er at få styr på stedets psykiske arbejdsmiljø.