Amalie kørte en anden vej: - Jeg nyder og elsker det
Der er sket en væsentlig udvikling i branchen for lastbilchauffører henover de seneste par år, hvilket de er begejstrede for hos Dansk Industri.
Amalie Lynett er som kvindelig lastbilchauffør et sjældent syn på de danske veje.
- Jeg nyder og elsker det, siger Amalie Lynett.
Ifølge Danmark Statistik, er det i blot 2,7 procent af lastbilerne er personen bag rattet er af kvindeligt køn.
Det lyder ikke af meget, men faktisk er procentandelen af kvindelige lastbilchauffører fordoblet på under ti år.
Og Amalie Lynett trives i lastbilens førerhus.
- Det fedeste er, at man bare kan sidde og køre en masse kilometer ind.
Branchen mangler hænder
I Dansk Industri ser de kærkomment på, at kvinder som Amalie Lynett vil køre langt med lasten.
Lastbilbranchen fortsætter med at vokse, og den mangler hænder - mænd såvel som kvinder.
- Hvis ikke vi tiltrækker flere kvinder til branchen, så vil vi have en rekrutteringsindsats på halv kraft, og et erhverv som transportbranchen kan ikke overleve på den måde, siger branchedirektør, Lars William Wesch.
For omtrent fem år siden satte branchen en offensiv ind, der nu giver pote. Anno juni 2023 findes der 712 kvindelige lastbilchauffører, mens det tal i 2015 var på 305, ifølge Danmarks Statistik.
Lå i kortene
At Amalie Lynett skulle kravle op til sidedøren på lastbilen kommer nok ikke bag på de fleste, som kender hende.
Hendes far var lastbilmekaniker, og hun fik derfor introduceret de store maskiner i en ung alder.
- Det begyndte allerede dengang, jeg var omkring seks år, hvor jeg styrede rattet, mens min far havde pedalerne, siger Amalie Lynett.
Forskelsbehandling
Amalie Lynett har bidt mærke i, at hendes køn spiller en væsentlig rolle i dagligdagen som lastbilchauffør.
Det har både vist sig positivt, som da hun tabte to tons salt.
- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men så kom de hen til mig og sagde, at jeg bare kunne sætte mig op i førerhuset, og så skulle de nok tage sig af det, siger Amalie Lynett.
Men bagsiden af medaljen har også vist sig i form af en SMS.
- Der var en, som spurgte, hvad han skulle gøre for at hoppe i kanen med mig, siger Amalie Lynett.
Hvordan kan du opleve den slags og så sige, at jobbet er bedre end dets rygte?
- Det er så lille en del af det. Der sker også helt vildt mange positive ting.
Lastbilbranchen herhjemme har en målsætning om at 10 procent af lastbilchauffører er kvinder i 2030.