Samlede 263 kilo skrald: - Det er jo en voldsom mængde
"En for holdet" har indsamlet 263 kg. skrald, da fire personer besøgte p-pladsen ved Vejlby-Risskov Hallen.
Hvor meget skrald kan fire mennesker indsamle på fem kvarter?
Hvis man besøger p-pladsen ved Vejlby-Risskov Hallen, er svaret 263 kg.
Sådan var det i hvert fald for Lisbeth Olesen og resten af "En for holdet". Det er en gruppe af frivillige, der indsamler affald rundt omkring, og onsdag morgen var turen altså kommet til området omkring en af de største idrætshaller i Aarhus.
De var fire personer, som samlede skraldet. Det var alt fra gipsplader, brædder, parasoller, hattehylder til biler, en støvsuger, indkøbskurve fra Rema og haveaffald i forrådnelse. Lisbeth Olesen nævner også en chipspose fra 2015 som eksemplet på, hvor længe affald kan ligge.
- Det er jo en voldsom mængde. Nogle gange får man "hold da op"-oplevelser, og det her var en af dem.
- Er det dovenskab, at folk smider det? Eller er det uvidenhed om, hvor genbrugspladserne er? Der kan man jo komme alle ugens dage, men måske skal der være mere information om dem, siger hun.
Nogle må gøre noget
Lisbeth Olesen arbejder til daglig som handicaphjælper med natarbejde og kom direkte herfra til indsamlingen, der startede kl. 8.45.
"En for holdet" startede som Facebook-gruppe i 2021, men blev i år en forening, så man kan hjælpe med opstart i andre kommuner. Både Silkeborg og Ringkøbing/Skjern har "En for holdet", ligesom Syddjurs vil gerne starte en gruppe.
- Vi bliver alle trætte af, at der ligger affald rundt omkring. De kommende generationer fortjener ikke, at det ligner en losseplads. Det kommer det til, hvis alle siger, at det ikke er ens ansvar. Vi bliver nødt til at gøre noget, selvom det ikke er vores affald.
Lisbeth Olesen fortæller, at der er én særlig årsag til, at de efter en indsamling vejer affaldet. På den måde er det nemt at synliggøre omfanget af problemet.
- Vi vil gerne have folk til at ændre vaner, så rygerne f.eks. putter skod i skraldespanden i stedet for at smide det? Det er en fejl at tro, at der altid komme nogle og rydder op efter en. Også selvom vi gør det nogle steder, siger hun.
Når en indsamling er færdig, kører en af de frivillige affaldet på genbrugsstationen.
Den næste fællesindsamling i "En for holdet" er søndag i Løgten-Skødstrup. Efterfølgende er der kaffe, kage og rundvisning i haven på Vosnæs Gods.