Fængselsbetjent sigtet for at indsmugle mobiltelefoner og hash
En fængselsfunktionær er onsdag formiddag ved et grundlovsforhør blevet sigtet for at have smuglet mobiltelefoner og hash ind i Aarhus Arrest.
Onsdag formiddag var en 49-årig fængselsfunktionær fra Aarhus Arrest i et lukket grundlovsforhør.
Inden dørene blev lukket, blev anklageskriftet læst op.
Manden bliver sigtet for at fra den 24. oktober til den 25. december at have indsmuglet et ukendt antal mobiltelefoner og en ukendt mængde hash ind til indsatte i arresten.
- Det er en alvorlig sag, for det er utrolig sjældent, man har en sag af den karakter, siger specialanklager Lars Petersen fra Østjyllands Politi.
Manden er sigtet for at have modtaget penge for at smugle hash og mobiltelefoner ind til indsatte, men det afviser mandens forsvarer.
Til gengæld erkender den 49-årige, ifølge sin forsvarer, at han har bragt hash og mobiltelefon ind til indsatte i arresten.
- De tre sigtelser i sagen erkender han næsten fuldt ud, siger specialanklager Lars Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Manden blev anholdt af Østjyllands Politi klokken 00.06 natten til den 25. december.
- Det er god, gedigen efterforskning, som har ført frem til det her, siger Lars Petersen.
Manden er nu blevet varetægtsfængslet i næsten fire uger. Grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre, så mulige vidner ikke bliver påvirket af fængselsbetjentens forklaringer.
- Nu skal vi afdække, hvor stort omfanget er, og så må vi tage den derfra, fortæller specialanklager Lars Petersen.
Efterforskningen skal også afdække, om der er andre involverede - både uden for arresten eller indsatte, fortæller specialanklageren.
Manden sigtes for at have overtrådt straffelovens paragraf 144. Den lyder:
"Den, der i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige en gave eller anden fordel, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år."
- Det er alvorligt, for det handler om tilliden til fængselsvæsenet og domstolene, og det mener jeg fuldt ud, at man stadig kan have, siger Lars Petersen, specialanklager hos Østjyllands Politi.