Dødsulykke fører til kørekort for at sejle vandscooter
Fra 1. januar 2018 indføres der et vandscooterkørekort. Det sker som konsekvens af en dødsulykke i København
Der indføres fra nytår kørekort til vandscootere. De får nummerplader, så de kan identificeres. Vandscooterne skal også forsikres, og førerne kan få bøder, hvis de sejler ind i havne med høj fart.
Det oplyser erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).
- Der skal være kørekort, når man sejler med vandscooter. Det kommer til at træde i kraft 1. januar 2018. Så må man ikke sætte sig i en vandscooter, før man har et vandscooter-kort, siger Brian Mikkelsen.
Han mødtes onsdag med justitsminister Søren Pape Poulsen (K), Københavns overborgmester Frank Jensen (S), direktør for By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen og Københavns Politi.
Københavns Politi øger i sommer sin patruljering i Københavns Havn med 50 procent. Det oplyser justitsministeren. Københavns Politi holder senere onsdag pressemøde om initiativet.
Initiativerne kommer, fordi to amerikanske kvindelige studerende for nylig blev dræbt i Københavns Havn. Deres båd blev ramt af en vandscooter i høj fart. Føreren sidder varetægtsfængslet sigtet for uagtsomt manddrab.
Der indføres også en "fornuftig" forsikring af vandscootere, oplyser Brian Mikkelsen.
- Så man er dækket, hvis der sker uheld, siger han.
Læs også:
Endelig skal en kampagne advare unge om faren ved vandscootere.
Også i Aarhus har vandscootere hærget og huseret. Allerede i 2015 henvendte Aarhus Kommune sig i miljøministeriet og bad om at indføre lovpligtige nummerplader på vandscooterne. Det kom der i første omgang ikke noget ud af, men nu har erhvervsministeren altså skærpet reglerne.