EL smidt ud af forhandlinger: - Det er diktatorisk
Enhedslisten er ikke længere en del af budgetforhandlingerne i Aarhus.
Enhedslisten i Aarhus er ikke længere en del af kommunens budgetforhandlinger.
Ifølge byrådsmedlem Solveig Munk (EL), blev partiet smidt ud, da de ikke ønskede at skrive under på den økonomiske ramme borgmester Jacob Bundsgaard (S) satte.
- Vi valgte ikke at forlade dem. Vi ønskede at være med, fordi vi gerne vil have genoprettet velfærden, men vi kunne ikke skrive under på de kæmpe nedskæringer, der var betingelsen, så vi blev bedt om at forlade forhandlingerne, siger Solveig Munk til TV2 Østjylland.
- Jeg er skuffet, og jeg tænker, det er demokratisk urimeligt at sætte os udenfor.
Ifølge hende indeholdt rammen blandt andet dårlige tiltag for klimaet og nedskæringer på velfærden
Hun mener, at tiden er kommet til oprør og at slå bremserne i over for velfærden, fordi velfærden i det her land er truet, konstaterer hun.
"Borgmesteren havde på forhånd udarbejdet forhandlingsrammen, uden at inddrage hverken borgere eller byrådsmedlemmer," skriver Enhedslisten Aarhus i en pressemeddelelse.
- Så vi kan adlyde eller gå. Det er diktatorisk, og det er også det, jeg reagerer på. At blive sat udenfor indflydelse, vi sætter os ikke selv udenfor. Vi bliver dikteret ind i at acceptere en bestemt diskurs, siger Solveig Munk.
- Det er ikke bare os, man sætter udenfor indsigt. Det er alle de borgere, vi taler for, siger hun.
Hun mener, at flere andre partier faktisk også gerne så et oprør over for velfærden, som det er sket i andre kommuner, men at de hurtigt valgte at droppe deres krav.
- Jeg synes, det er slattent. Tiden er kommet til oprør, og det må de andre snart lære, siger Solveig Munk.
Tegner sig et billede
Borgmesterpartiet Socialdemokratiet er kede af, at EL nu ikke længere er en del af forhandlingerne.
- Politik handler om svære prioriteringer, så vi er glade for, de andre bliver og er med til at tage ansvar, siger byrådsmedlem Jasmine Søgaard (S) til TV2 Østjylland.
- På landsplan er Enhedslisten villige til at deltage i diverse forhandlinger, men gang på gang forlader de her på lokalt plan. Der har der desværre tegnet sig et billede villige til at deltage i de svære prioriteringer, konstaterer Jasmine Søgaard.
- Vi forhandler videre og prøver at sikre de bedst mulige rammer for borgerne i Aarhus.
Hun forventer, at partierne kan nå til enighed natten til fredag.