Som 10-årig vandt han over sin far: - Vi har ikke set noget lignende

Den unge østjyde vil rejse rundt og leve af at spille skak.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Han sidder let bøjet indover brættet. Ansigtet er koncentreret, og øjnene flyver rundt mellem brikkerne.

I sit hoved afspiller 20-årige Jonas Bjerre spillets næste træk, før han rutineret flytter en brik. 

Det unge talent bliver i dag beskrevet, som Danmarks stærkeste spiller. Men faktisk var det noget helt andet han drømte om som barn.

Han drømte i stedet om at score mål som Ronaldo på en fodboldbane.

- Men da jeg begyndte at spille meget skak og blev bedre til det, så ændrede det sig. Dengang tænkte jeg alligevel ikke over, at det er noget, man kunne blive så god til, at man kunne leve af det, siger Jonas Bjerre.

Det kan man dog, når man som Jonas Bjerre fra Skanderborg har et særligt talent, fortæller hans træner, Søren Bech Hansen.

- Jonas er den, hele verden kigger på, siger han.

Reglerne lærte han da også allerede som femårig af sin far. Derfra gik der heller ikke mange år, før læremesteren måtte se sig slået af sin elev.

Og allerede som 15-årig kunne han kalde sig stormester.

Når Jonas Bjerre fortæller om, hvad han laver, er der altid to ting, der kommer bag på folk.

En aktiv sport

Mens skaktalentet tidligere brugte mange timer på at løbe efter en bold, er det stadig vigtigt for ham at holde sig i gang med løbeture og styrketræning.

For som så mange andre sportsgrene er skak fysisk krævende, fortæller Jonas Bjerre.

- Det minder om de fleste andre sportsgrene, hvor man peaker omkring de 30, siger han.

Jonas var kun ni år, da han blev mesterspiller i skak.

En god form er vigtig, så man kan være fuldt koncentreret i længere tid. En kamp kan kræve fem til seks timer i dyb koncentration.

- Folk bliver typisk overrasket, når jeg fortæller, hvor lang tid en kamp egentlig tager, siger han.

Bagved ligger der også mange timers forberedelse. Siden Jonas Bjerre gik i folkeskole, har han dagligt løst opgaver, der forbereder ham til kamp.

Imens klassekammeraterne var til valgfag, tog han hjem for at træne skak.

Den danske stormester Peter Heine Nielsen, der træner den mangedobbelte verdensmester Magnus Carlsen, har fulgt med i Jonas Bjerres udvikling.

- Han er et fantastisk talent. Vi har ikke set noget lignende i dansk skak længe, siger han.

Vil leve drømmen fuldt ud

Selvom barnedrømmen startede med en bold og en bane, er Jonas godt tilfreds med, at det endte med et bræt.

Og efter han blev student fra HF i sommer, er han nu klar til at leve drømmen fuldt ud. De fleste større turneringer får man et beløb for at være med i, og så er der præmierne.

- Nu er planen, at jeg vil leve af det de næste par år, rejse rundt og spille turneringer. Så må vi se, hvor langt det rækker, siger Jonas Bjerre.

En af debuterne som fuldtidsprofessionel blev dette års Skak-OL, der løber frem til 23. september, hvor Jonas Bjerre deltager som en del af landsholdet.

VIDEO: Se indslag om Jonas Bjerre herunder

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her