I et hul i Aarhus leder de efter krigsskibe
Sandheden om vores fortid ligger begravet under jorden, og arkæologer kæmper utrætteligt for at afdække den.
På et område lige uden for det centrale Aarhus søger arkæologer efter svar på byens oprindelse.
- Vi går og pusler lidt med tanken om, hvorfor Aarhus ligger, hvor den gør, og hvem eventuelt har grundlagt byen, siger Lars Krants, afdelingsleder ved arkæologisk afdeling på Moesgaard Museum.
Stedet er Eskelunden, hvor Aarhus Å slanger sig gennem landskabet på vej ind mod byen og ud mod bugten.
Men engang var stedet ikke kendt som Eskelunden, men som Snekke Eng. "Snekke" var en type af skibe, der i vikingetiden var del af militære aktioner. Ordet findes stadig i mange stednavne langs de danske kyster, og forskerne tror, at man kan have bygget vikingeskibe i området.
Den mulige produktion af krigsskibe i Eskelunden er et af flere steder, hvor der lige nu ledes efter fortidsfund.
I denne uge går TV2 ØSTJYLLANDs kulturprogram tættere på de arkæologiske udgravninger og de mange mennesker, der forsøger at afdække vores fælles fortid.
Se programmet ovenfor