Kristina så 'tunnel af ild' under sin lejlighed: - Som et forfærdeligt computerspil
Det kunne være endt i en frygtelig tragedie, da en lejlighed natten til tirsdag brød i brand. Politiet mistænker, at nogen påsatte branden, hvor 47 personer måtte evakueres.
- Jeg hørte folk råbe og skrige, så jeg troede, nogen var kommet op at skændes. Det lød meget voldsomt. Så kiggede jeg ud i opgangen, og så råbte jeg til de andre, at vi skulle ud.
Sådan beskriver Fatima Allouch det øjeblik, hvor det gik op for hende, at hun selv og hendes storebror og mor var i alvorlig fare natten til tirsdag.
De var på tredje sal i morens lejlighed, da der udbrød en kraftig brand i en lejlighed i stueetagen på Gudrunsvej 18 i Gellerupparken.
Fatima Allouch åbnede døren ud til gangen for at få sin mor og bror med ud i sikkerhed, men på det tidspunkt var opgangen allerede fyldt med røg.
- Vi nåede ikke ud, der var røg alle vegne. Vi kunne slet ikke få luft, siger hun.
Familien ringede 112, hvor de fik besked på at blive i lejligheden, til brandvæsnet havde fået så meget styr på ilden, at de kunne komme dem til undsætning.
De besluttede sig for at tage håndklæder for munden og sætte sig i det bagerste værelse i lejligheden. Men hendes mor havde allerede svært ved at trække vejret ordentligt.
- Det var virkelig voldsomt med alt det røg, der kom ind i lejligheden. Så får man jo den der angst. Man tænker, vi skal jo gøre noget, siger 33-årige Fatima Allouch.
Tunnel af ild
Oppe på femte sal opholdt Kristina Søes Filges sig med sin kæreste. De sad og så en serie, da de pludselig kunne lugte en mærkelig lugt.
- Vi troede, der var ild i et eller andet i lejligheden, for der lugtede kemisk eller som brændt plastik. Vi havde en lyskæde, der var lidt varm, så vi troede, det det var den. Men det blev ved med at lugte, og der begyndte at komme røg i lejligheden, siger hun.
Parret gik ud på deres altan, og her kunne de se de store flammer, der spredte sig ud af lejligheden i stueetagen. I første omgang troede de, at branden var i naboopgangen.
Hun fortæller, at flammerne væltede ud på begge sider af lejligheden. Både mod gaden og ind mod gården.
- Det var en kæmpe tunnel af ild, og der var kæmpe flammer på begge sider, siger hun.
I første omgang forholdt de sig roligt og forsøgte ikke at åbne døren ud til opgangen, hvor tyk røg indhyllede hele opgangen.
- Vi slap for den store mængde røg, og vi gik ikke i panik. Det tror jeg, vi havde gjort, hvis vi havde vidst, at det var hos os, siger hun.
I chok da døren åbnede
Kort efter går det dog op for dem, at ilden er i stueetagen i deres opgang - fire etager under dem. Og inden længe kan de høre høje brag fra brandfolkene, der banker døre ind med økser nede i opgangen.
- Det begynder at banke på vores dør, og jeg går lidt i chok, da vi åbner døren. Jeg havde aldrig forestillet mig, at min opgang kunne se sådan ud. Den er fuldstændig sodet til, og der står tre brandmænd i fuld uniform, og de står og smadrer på dørene med en økse, siger hun.
Kristina Søes Filges fortæller, at hun holder ved gelænderet på vej ned, men da de kommer længere ned ad trapperne, må hun slippe, fordi det er for varmt. Hun beskriver det som at have VR-briller på, som man ikke kan tage af.
- Det er som at være med i et forfærdeligt computerspil. Der er bare så sort og røget til. Der ligger vandslanger op ad trapperne, og vi kan se, at der er nogle døre, der er smadret af brandvæsnet. Der er et hul i midten, siger hun.
Bryder ud i gråd
Da parret når ned på gaden i sikkerhed, går det op for hende, hvor farligt, det har været.
- Da vi kommer ud, græder jeg. Det går op for os, at det var virkelig tæt på, siger hun.
Et af de høje brag Kristina Søes Filges hørte, var fra Fatima Allouches mors lejlighed på tredje sal, hvor brandfolkene tvang sig adgang for at evakuere familien.
- Brandvæsnet sparkede døren ind, og så hjalp de os ned. Først min mor og så hjalp de os ned. Vi havde stadig håndklæder for munden. Vi løb bare ned af trapperne. Det så forfærdeligt ud. Der var sort, mørkt og man ville bare ud derfra. Man er jo i en choktilstand, siger hun.
Fatima Allouch fik kort efter at vide fra politifolk på stedet, at mistanken er, at branden er påsat. Det har kun gjort hendes chok større.
- Jeg fik et chok, da jeg hørte, at det kunne være sådan, det var sket. Vi er stadig i chok. Jeg har haft mareridt hele natten, det har min mor også. Det kører bare rundt oppe i hovedet.
Rystet over politiets teori
Hvis mistanken viser sig at være rigtig, er hun fuldstændig uforstående overfor, hvorfor nogen kunne finde på at sætte ild til en opgang med så mange mennesker.
- Jeg håber bestemt ikke, at det er gjort med vilje. Hvordan kan man ikke tænke sig om? Der er andres liv på spil i det her, siger hun.
Samme tanker sidder Kristina Søes Filges med.
- Jeg tænker, at det lyder helt grotesk. Det kan jeg ikke i min vildeste forestille mig, hvordan man kan synes, at det er i orden. Så står man jo med 47 menneskeliv på samvittigheden. Det er jo absurd farligt. Jeg kan jo kun frygte, hvad der var sket, hvis folk ikke var kommet op eller ud.
'Særdeles voldsom'
Østjyllands Politi har siden branden klokken 1 i nat efterforsket, om branden kan være påsat. Den indledende efterforskning viser, at det kan være tilfældet, fortæller vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.
Han bekræfter, at branden har været særdeles voldsom.
- Vi har også en oplevelse af, at det har været meget voldsomt derude. Det er der ingen tvivl om. Brand er alvorligt, og det er noget, vi tager ganske seriøst, siger han.
I lejligheden, hvor branden opstod, opholdt sig fem personer, som flygtede ud, da branden opstod. Anders Uhrskov ønsker ikke at oplyse, hvad de har fortalt om, hvad der skete, da branden blev antændt.
- Jeg kan ikke kommentere på, hvad de har forklaret. Men jeg kan sige, at det indgår i den samlede efterforskning, siger han.
Én dræbt
Anders Uhrskov understreger, at selvom politiet undersøger, om der er en sammenhæng med andre aktuelle efterforskninger i Aarhus Vest, så er der ikke en konkret konflikt i Aarhus.
- Når det er sagt, er vi bekendt med, hvad der ellers er sket i Aarhus, og det følger vi med i. Vi vurderer hver gang, om det kan have relation til nogle af de hændelser, der er sket, siger han.
Han henviser blandt andet til to knivstikkerier, der har kostet en person livet indenfor den seneste uge.
Tirsdag blev en 25-årig mand dræbt med kniv i Grøfthøjparken i Viby J. Sent søndag aften blev en anden ung mand stukket med kniv på Øster Allé i Viby, godt fem kilometer fra Gellerupparken.
En halv time før nattens brand, udbrød der også brand i en bil. Branden spredte sig til to andre biler på Elna Munchs Gade i Gellerupparken. Politiet undersøger også, om der er en sammenhæng til branden på Gudrunsvej.