Voldsom brand har relation til knivstikkeri
En voldsom brand i et lejlighedskompleks har relation til et knivstikkeri, mener politiet.
Den voldsomme brand i Brabrand, hvor 47 personer natten til tirsdag måtte evakueres, var påsat og har muligvis relation til et knivstikkeri, der skete natten lørdag i Viby.
Branden udviklede sig hurtigt med ild på begge sider af bygningen, og der var kraftig røgudvikling i hele opgangen.
Det vurderer Østjyllands Politi efter intensiv efterforskning med afhøringer og tekniske undersøgelser på stedet.
- Vi er nu færdige med undersøgelserne ude på brandstedet, og ud fra den indledende efterforskning er det vores vurdering, at branden var påsat. Det har været en voldsom brand, og der er omfattende skader på stedet. Det er naturligvis meget alvorligt i en etage-ejendom, hvor der er så mange mennesker til stede, og vi efterforsker sagen intensivt for at finde frem til en eller evt. flere gerningspersoner, siger politiinspektør Anders Uhrskov i en pressemeddelelse.
Flere beboere i opgangen har efterfølgende beskrevet til TV2 Østjylland, hvordan de pludselig hørte råb og skrig, og senere ikke kunne komme ud af lejligheden, fordi røgen var så voldsom i opgangen.
Har relation til knivstikkeri
Politiet vurdering er, at branden har relation til en sag, hvor en 21-årig mand lørdag aften klokken 20.12 blev stukket med en kniv flere gange i Viby.
Offeret for forbrydelsen ønskede ikke at medvirke i opklaringen, fortalte Østjyllands Politi efterfølgende. Derfor søgte politiet vidner til overfaldet.
- Vores efterforskning peger på, at sagerne hænger sammen, og det er vores vurdering, at der er tale om uoverensstemmelser imellem en mindre gruppe personer i det kriminelle miljø, siger Anders Uhrskov og uddyber:
- Det er fuldstændig uacceptabelt, når vi ser denne type af alvorlige, personfarlige forbrydelser. Samtidig vil vi ikke finde os i, at man i det kriminelle miljø lukker sig om sig selv og nægter at medvirke til sagernes opklaring. Har man informationer om de her sager, skal de gives til politiet.
Til TV2 Østjylland forklarer han, at der er tale om kriminelle personer, der er blevet uenige om en "fælles interesse". Han ønsker dog ikke at uddybe, hvad politiet mener, uenigheden bunder i.
En 21-årig har kortvarigt været anholdt i forbindelse med knivstikkeriet i lørdags, men blev løsladt efter endt afhøring.
I sidste uge blev en 25-årig dræbt med knivstik i Grøfthøjparken i Viby J og natten til onsdag blev en 38-årig mand også stukket i Aarhus. Manden ønskede dog ikke at tale med politiet, så det er sparsomt med oplysninger om, hvorfor manden var blevet såret af knivstik.
Disse to sager mener politiet dog ikke hænger sammen med branden på Gudrunsvej, oplyser Anders Uhrskov til TV2 Østjylland.
Politiet vil i den kommende tid arbejde intenst på at opklare, hvem der påsatte branden på Gudrunsvej. Derudover vil de have særligt fokus på at forhindre eventuelle gengældelsesangreb.
- En af vores fornemmeste opgaver er at forebygge, at det sker. Det sætter vi ind i mod med ekstra patruljer og ved at flytte rundt på de patruljer, der var planlagt til at arbejde, siger Anders Uhrskov.
Alle der har informationer om sagerne opfordres til at kontakte politiet på telefon 114.