Piger viser maven frem: Skoler skal ikke diktere påklædningen
Omdiskuteret forbud mod mavebluser er trukket tilbage, men tusindvis vil fortsat deltage i demonstration.
Selv om et omdiskuteret forbud mod mavebluser - også kendt som croptops - er blevet fortid på Firehøjeskolen i Vejle, kører diskussionen videre.
Mandag er arrangeret demonstrationen "Croptops i solidaritet med Firehøjeskole", der efter planen finder sted rundt omkring i landet.
Her vil elever demonstrere ved at iføre sig mavebluser.
Søndag aften har omkring 6000 personer tilkendegivet på Facebook-begivenheden, at de enten deltager eller "er interesseret" i at deltage i aktionen.
Forbud trukket tilbage
Det er, til trods for at Firehøjeskolen i Vejle allerede har trukket forbuddet tilbage.
En beslutning, som skolebestyrelsen traf, efter at forbuddet fik massiv kritik i den offentlige debat.
Men kampen er ikke slut, mener Edith Vels, der er medarrangør af demonstrationen og til daglig går i 2.g. på Aarhus Katedralskole.
Hun står i spidsen for demonstrationen sammen med veninder fra sin gymnasieklasse.
Til demonstrationen venter hun blandt andet deltagere fra Aarhus Katedralskole, Aalborg Katedralskole, Rosborg Gymnasium og Rybners Gymnasium.
Elev: Forældrenes opgave - ikke skolens
Eleverne mener, at der er alt for stor fokus på den kvindelige krop i dagens samfund, og derfor handler demonstrationen ikke kun om det ene forbud, der nu er trukket tilbage.
- Det handler i lige så høj grad om en seksualisering, der sker i skolesystemet og i særlig høj grad af kvinders kroppe, og en nedgradering af drenge som værende nogle grænseløse væsner, der ikke kan handle hensynsfuldt.
- Vi synes i høj grad, det er et udtryk for noget, voksne har påduttet unge mennesker, siger hun.
Sådanne forbud hører slet ikke til på skolerne, mener Edith Vels.
- Skolen skal være et sted, hvor man lærer noget, og man bliver uddannet til at blive en demokratisk borger i vores samfund.
- Jeg synes personligt, det er forældrenes opgave et opdrage deres egne børn og fortælle dem, hvad der er smart at klæde sig i. Det er simpelthen ikke skolens opgave, siger hun.
Hun fortæller desuden, at et andet arrangement, der også har til formål at bekæmpe mavebluseforbuddet, skal finde sted 1. september i København.