Populær genåbning af sportsfacilitet: 300 gæster om dagen
DGI-huset i Aarhus har oplevet større tilstrømning end forventet i forbindelse med genåbningen af den indendørs idræt.
Overraskende mange trodser eventuel corona-frygt og vover sig afsted til indendørs idræt efter genåbningen.
I hvert fald er direktøren i DGI-huset Aarhus positivt overrasket over, hvor mange mennesker, der de seneste dage har benyttet muligheden for igen at få motion indendøre.
- Vi har haft 300 mennesker inde og dyrke idræt om dagen de seneste dage og det er jeg positivt overrasket over, siger Troels Knudsen, direktør i DGI-huset.
DGI-huset har normalt 600 mennesker gennem sine haller og gymnastiksale hver dag og den store hal er normalt godkendt til 200 personer. Efter corona-genåbningen må hallen højest rumme 50 personer ad gangen.
- Lige nu er der i badmintonhallen 15-20 idrætsaktive ad gangen og det er fint, for afstand er vigtig og afgørende for os i den måde, vi har lavet vores program på her i opstartsfasen, fortæller direktøren.
- Vi har respekt for reglerne og forsøger at åbne så sikkert og trygt som muligt, så DGI-huset er et dejligt sted at komme og vi ikke risikerer, at der kommer smitte herfra, siger han.
Sikkert nok
Én af dem, som har benyttet sig af det genåbnede DGI-hus er Line Aggerbo, der til dagligt arbejder som IT-konsulent.
Hun spiller badminton i husets store hal og nyder at være afsted igen.
- Vi er en flok kollegaer, der spiller sammen og vi møder alligevel hinanden på kontoret og i kantinen, så vi kunne ikke se, at der var den store smitte-risiko ved at tage herned og spille sammen, siger hun.
- Hvis man alligevel ses i løbet af sin hverdag, så tror jeg ikke, det gør den store forskel.