Sad og så tv da skuddene faldt: - Så kom der de her seks knald
De seneste ugers episoder i Viby gør beboerne i det ellers stille område utrygge, for de er ikke vant til skyderi og større politiopbud.
Nattens skyderi på Damagervej i Viby vækker uro blandt beboerne i området.
Flere sad og så tv, da skuddene pludselig lød.
- Jeg havde åbent vindue i køkkenet og sad og så fjernsyn, og så kom der de her seks knald efter hinanden. Jeg gik ud i køkkenet og så baglygterne af en bil, der kørte væk, fortæller en beboer til TV2 Østjylland.
Det sidder bare i mig, fordi jeg tænker, hvad sker der?
Han ønsker at være anonym af hensyn til sin sikkerhed, og det samme gør en kvinde, der også hørte skuddene.
- Jeg mener, at det var fem skud, men det kan da godt ske, at der har været et mere, siger hun.
Kort efter var politiet på stedet. Betjente spærrede det hele af og undersøgte området med hunde.
- Det kommer tæt på
Episoden gør beboerne i det ellers stille område utrygge, for de er ikke vant til skyderi og større politiopbud.
- Jeg har ikke mærket noget. Jeg ved godt, at der er nogen, der har snakket om, at politiet tit kredser rundt hernede, men altså, jeg har aldrig set dem før, så man bliver da lidt utrygt, siger den kvindelige beboer.
Jeg har en dreng, så det er træls, at det kommer så tæt på
Hun fulgte med i politiets arbejde fra køkkenvinduet det meste af natten.
- Efter fire timer gik jeg i seng, fordi jeg rystede simpelthen sådan. Altså, det sidder bare i mig, fordi jeg tænker, hvad sker der? Jeg kunne da se, at der var flere, der sad rundt i vinduerne og kiggede, fortæller hun.
Flere episoder på få uger
Nattens skyderi kommer i kølvandet på flere voldsomme episoder i Viby og Gellerup de seneste uger.
Lørdag 29. juni blev en 20-årig mand stukket ned i området ved Øster Allé.
Tirsdag 2. juli blev 47 beboere evakueret fra en blok på Gudrunsvej i Gellerup efter en påsat brand. Politiet formoder, at der er en forbindelse mellem de to episoder og nattens skyderi.
Derudover blev en 25-årig mand dræbt med knivstik i Grøfthøjparken i Viby onsdag 26. juni. Ifølge politiet har den sag dog ikke umiddelbart forbindelse til de øvrige hændelser.
Rykker ud med mobil politistation
Men de voldelige opgør påvirker beboerne.
- Jeg har en dreng, så det er træls, at det kommer så tæt på, siger den mandlige beboer på Damagervej.
Østjyllands Politi oplyser fredag formiddag, at de vil være ekstra til stede i området i dag.
”I forlængelse af, at der i nat er afgivet skud på en adresse i Viby J, vil den mobile politistation være til stede i området i løbet af formiddagen. Vi vil gerne i kontakt med borgere, der har oplysninger om sagen, eller som føler sig utrygge,” skriver politiet på X.