Trylleri på tværs af kultur: Kunstner spreder smil i hele verden
Selvom sprog og kultur er forskellige i hele verden, er smilet det samme, mener tryllekunstner Jesper Grønkjær.
Det er bestemt ikke hverdag, at familien Grønkjær alle er samlet om spisebordet til morgenmad. For far og tryllekunstner, Jesper Grønkjær, er ofte et helt ndet sted på jorden.
- Jeg er så priviligeret af at have en familie, og ikke mindst en kone, som har det fint med, at jeg rejser, siger Jepser Grønkjær til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Han er både globetrotter og medlem af Eventyrernes Klub. Og så elker han at få folk til at smile der, hvor der ikke er ret meget at smile af.
- Når jeg rejser i Afrika, så taler de swahili. Når jeg er i Himalaya, så taler de tibetansk, og i Sydamerika taler de spansk. Og jeg tror - og det mener jeg - at det eneste sprog, vi alle sammen taler, det er smilet, siger tryllekunstneren.
Og netop af den årsag tager han aldrig afsted uden sin tryllekuffert, for den kan bruges overalt.
- Det kan være, jeg står på en markedsplads, stiller tryllekufferten og optræder. Og efter ti minutter er der måske 1000 mennesker omkring mig. Så fortæller jeg dem, at jeg kommer fra et land, der hedder Danmark. Jeg lever af det her. Jeg får penge for det her, men i jeres land gør jeg det gratis, siger han.
På den måde bliver han inviteret indenfor hos mange forskellige mennesker og forsamlinger i de lande, han rejser i.
- Nogen siger: 'Jeg er lærer, og du kan komme ned på skolen'. Andre siger: 'Her er mit kort. Jeg er præst, og du kan komme ned i menigheden.' Nogen siger:'Jeg er fængselsfunktionær. kom ned til forbryderne.' Og lige pludselig opstår der en masse aftaler, og man bliver inviteret med folk hjem, og man sover på deres sofa.
Jesper Grønkjærs rejselyst begyndte i Grønland for mange år tilbage, da han var færdig med gymnasiet.
- Jeg var egentlig ikke særlig god i skolen, så pludselig det med at optræde, så fik jeg nogle successoplevelser. Og sådan en knægt som mig havde ikkemeget selvtillid, men lige pludselig var der nogen, der synes, jeg var noget særligt, siger han.
Læs også
Siden dengang har den ene rejse taget den anden. Så også for tryllekunstnerens kone har det været normalt.
- Det har altid været sådan, der var. Jeg tror, vi havde været kærester i nogle uger, da han annoncerede, at han skulle rafte ned af floden i Amazonas-junglen, og det var jo livsfarligt, siger Jesper Grønkjærs kone, Sussi, og fortsætter:
- Jeg tror bare ikke, jeg skal vide for meget om det inden, for så bliver jeg urolig.
Men det er ikke kun en udgift for Jesper Grønkjær og hans familie, at han rejser verden rundt. Han holder nemlig både foredrag og skriver bøger om sine rejser. Senest har han skrevet bogen 'Frihed fra himlen', som omhandler hans tur til Nordkorea.
- Vi ved, at vi kan undertrykke mennesker, men kan man undertrykke smilet? Det, synes jeg, var ret interessant at arbejde med, så jeg tænkte, at jeg ville til verdens strengeste diktaturstat, og så brugte jeg ni måneder på at sætte rejsen op, siger Jesper Grønkjær.
Læs også
Han oplevede derfor på tætteste hold, hvordan Nordkorea har meget strikse regler for, hvad man som turist må og ikke må.
- Da jeg skulle ind i Nordkorea, blev jeg briefet om forholdene af dem, som skulle hjælpe mig ind. Og det var en meget sky befolkning, som det til at starte med var mege svært at få til at tø op, men når jeg så endelig fik lov, så endte det med at de kom tættere og tættere på, siger tryllekunstneren
Med sine seneste oplevelser i Nordkorea har han fået et nyt syn på, hvorfor mennesker opfører sig, som de gør.
- Ligesom smil avler smil, så tror jeg også, at mistillid avler mere mistillid, og jeg tror, det er det i et land, hvor man stikker hinanden, der gør, at befolkningen er sky.
Tryllekunstneren har allerede besluttet, at næste tur går til Costa Rica i Mellemamerika.