DF vil tage Kims sag med til toppen i EU
De danske fiskere i Kattegat skal ikke gå fra hus og hjem på grund af EU-regler. Det mener formanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, som vil have reglerne ændret.
Fiskeriet i Kattegat er kommet i fokus, efter at fisker Kim Lykke Petersen fortalte, hvordan hans fangst var faldet med op til 74 procent på bare et år.
Det skete, efter at det er blevet bestemt i EU, at de skal fiske med store huller, såkaldte paneler i nettet. Det skal hjælpe torsken med at svømme ud og undgå at blive bifangst.
Problemet er bare, at de små både, som Kim Lykke Petersen, har ikke kan trække nettet ind og sejle fremad samtidig, ligesom de store kan. Det gør, at nettet bliver løst og andre fisk, som søtunge og rødspætter, også svømmer ud.
Siden TV2 Østjylland fortalte historien tidligere på ugen, har det fået politikere på Christiansborg og i EU til at reagere.
- Det her er endnu en skrivebordsmanøvre fra Bruxelles - skør i den virkelige verden, men rigtig god idé i regnearket, siger Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt til TV2 ØSTJYLLAND.
Han har selv siddet i Europa-Parlamentet og er ikke overrasket over sagen.
- Det er ikke første gang, man ser overgreb mod små fiskere. Generelt mener jeg, EU er blevet fiskeriets største modstander, siger han
Del Kattegat op
Morten Messerschmidt har forståelse for, at vi skal passe på torskebestanden i Kattegat. Han mener dog, der findes en anden løsning end den nuværende.
Målet må være at få lavet hele direktivet om.
Derfor vil han tage sagen op med fiskeriminister, Jacob Jensen, og få DFs eget medlem af Europa-Parlamentet, Anders Primdahl Vistisen, til at stille spørgsmål til fiskerikommissæren i Bruxelles.
- Man kunne gøre reglerne mere målrettet. Dele det mere op, så man laver områder, hvor torsken er fredet og yngler, og andre områder, hvor man kan fiske uden at være begrænset, foreslår han og fortsætter:
- Målet må være at få lavet hele direktivet om. Vi skal have fat i fiskerkommissæren og fortælle, at en række lande ønsker at få lavet reglerne om, siger Morten Messerschmidt.
Networking i EU
EU-parlamentarikerne Pernille Weiss (K) og Asger Christensen (V) vil også forsøge at få svar fra kommissæren. DF’s formand håber, der kan dannes en bred dansk front.
Det er nødvendigt, hvis man vil ændre regler i EU, mener han.
- Man bliver nødt til at være ekstrem aktiv. Man tager fat i de andre lande og spørger, hvad de godt kunne tænke sig, vi kiggede nærmere på. Til gengæld bakker de op om vores sag, fortæller Morten Messerschmidt.
TV2 Østjylland har tidligere efterspurgt en kommentar fra fiskeriminister Jacob Jensen (V). Han har sendt dette skriftlige svar:
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V):
"Jeg forstår til fulde den frustration, som Kim og andre fiskere oplever. Reglerne er desværre sådan for trawlredskaber i Kattegat, at de er fastsat i EU-lovgivning. Reglerne gælder ikke bare danske fiskere, men også for de svenske og tyske fiskere, der fisker i Kattegat.
Vi har derfor ikke mulighed for at dispensere fra reglerne. Kravet om at anvende særligt selektive redskaber i Kattegat er indført for at beskytte torskebestanden, der har det meget dårligt. Vi følger naturligvis området tæt. Hvis der på europæisk niveau opstår en mulighed for, at vi kan indrette de her regler bedre for de små fiskere, samtidig med at vi passer på torsken, så skal vi udnytte den."