I månedsvis har de manglet en tandlæge: Nu er alternativ løsning i spil
Samsø Kommune har indgået en aftale, der sikrer, at børnene igen vil kunne komme til kommunal tandpleje på øen. Det ser en mor på øen frem til.
I månedsvis har børnene i Samsø kommune ikke haft adgang til kommunal tandpleje.
Øens kommunale tandpleje var nødt til at lukke i april, da den sidste tandlæge i tandplejen havde sagt op.
Siden da har flere børnefamilier på Samsø set sig nødsaget til at tage til fastlandet, så børnene kunne få foretaget tandeftersyn af en tandlæge.
Men nu er der udsigt til, at børnene på Samsø igen kan få foretaget et tandeftersyn på øen, af en kommunal tandpleje.
Ø-Kommunen har nu indgået en samarbejdsaftale med Aarhus Kommune inde på fastlandet, det oplyser Anita E. H. Olesen, der er formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget i Samsø Kommune, til TV2 Østjylland.
- Det bliver til en tandlæge på øen, forklarer Anita E. H. Olesen.
Aftalen vil indebære, at en tandlæge fra Aarhus Kommune tager til Samsø, Men det er endnu ikke fastlagt, hvor ofte tandlægen inde fra fastlandet vil komme til øen.
- De praktiske ting som hvor mange timer, hvilke dage og hvem, det skal der først nu forhandles om, siger Anita E. H. Olesen.
Svært at rekruttere fast tandlæge til øen
Samsø Kommune har haft vanskeligt ved at tiltrække en fast tandlæge til øen i en situation med national tandlægemangel, og har derfor i lang tid arbejdet på et samarbejde med en anden kommune for at sikre et stabilt behandlingstilbud for Samsøs børn, unge og modtagere af omsorgstandpleje, oplyser kommunen på sin hjemmeside.
- Fordelen ved aftalen er, at vi er sikret en tandlæge, fordi vi bliver en del af en større afdeling, så har de flere, de kan sende. Vi bliver heldigvis ikke så sårbare mere, forklarer Anita E. H. Olesen.
1543 borgere per tandlæge
Sundhedsstyrelsen har i 2019 opgjort den kommunale fordeling af tandlæger, som er ansat i privat praksis og kommunal tandpleje, og gennemsnittet for alle de opgjorte kommuner er 1543 borgere pr. tandlæge.
Ifølge Danmarks Statistik var befolkningstallet på Samsø i juni i år på 3679.
Kilde: Sundhedsstyrelsen og Danmarks Statistik
Selvom det ikke er lykkedes Samsø Kommune at skaffe en fast tandlæge til øen, så glæder det Jette Rigtrup, der er mor til to drenge, og bor på Samsø, at der er indgået en aftale med Aarhus Kommune.
- Det bliver dejligt, når der kommer noget afklaring. Det håber jeg, der gør snart, siger Jette Rigtrup.
Brød reglerne og sendte regning til familier
Indtil for nylig krævede Samsø Kommune, at forældrene betalte 35 procent i egenbetaling, for børnenes tandeftersyn. Det undrede Jette Rigtrup, og det viste sig også, at det var imod sundhedsloven.
Samsø Kommune har sidenhen stoppet den praksis, fjernet kravet om egenbetaling og refunderet pengene.
Jette Rigtrup fortæller, at hun ser frem til, at der igen kommer et stabilt kommunalt tandplejetilbud til øen.
- Men jeg vil se det, før jeg tror det, siger hun.
Frem til Samsø Kommune igen kan tilbyde behandling i Den Kommunale Tandpleje, skal børnefamilierne fortsat sende deres børn til tandeftersyn ved en privat tandlæge.