Fisker-Kim kæmper mod regler: Han skal samle ligesindede, mener ekspert
Grenaa-fisker Kim Lykke Petersen er taget til Christiansborg for at få politikerne til at ændre EU-regler. Men han er oppe mod en trumf, der kan være svær at slå, siger ekspert.
Båden er lagt til kaj i Grenaa Havn, og bilen er kørt fra Jylland til København – selvfølgelig med en færgetur noget af vejen.
Kim Lykke Petersen har et foretræde for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. 15 minutter, hvor han skal forsøge at overbevise udvalgets medlemmer om, at EU-regler på fiskeriområdet skal ændres.
- Jeg håber virkelig, at jeg kan råbe politikerne op med et kæmpe problem, som fylder utrolig meget i min hverdag, siger Kim Lykke Petersen, inden han går gennem de store døre til Christiansborg.
Selvom EU kan synes langt væk, så er det ikke umuligt at ændre EU-regler, men det kræver mere end bare dansk modstand, mener professor.
- Det er ikke sådan, at man skal være enige med alle lande. Man skal samle en alliance af ligesindede lande, for så kan man faktisk godt ændre nogle ting, fortæller Marlene Wind, professor og leder ved Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet.
Kims Problem
Reglen, som Kim Lykke Petersen og de andre fiskere vil have ændret, handler om, hvor store huller, der må være i trawlen eller nettet. For at beskytte torskebestanden i Kattegat har EU bestemt, at der skal fiskes med så store huller, at torsken kan svømme ud. Problemet er bare, at søtunger og rødspætter, som Kim lever af at fange, også svømmer ud.
Der er en meget stærk trumf, der er større end erhvervsdrivendes økonomiske interesser, og det er beskyttelse af naturen.
Det har betydet, at hans fangst fra 2021 til 2022, ifølge Fiskeriministeriets tal, faldt med 74 procent på rødspætter og 64 procent på søtunger. Det er selvom begge arter ifølge DTU Aqua har det godt og er i vækst.
Hvem har trumfen?
Politikere fra mange forskellige politiske partier får i løbet af dagen lov til at høre om Kim Lykke Petersens problemer. De stiller flittigt spørgsmål og særlig én ting går igen flere gange:
Hvor stor en trussel er fiskeriet egentlig for torskebestanden?
Og netop det spørgsmål kan blive afgørende, hvis politikerne skal ændre noget i EU, mener Marlene Wind.
- Når det handler om naturressourcer, så er der en meget stærk trumf, der er større end erhvervsdrivendes økonomiske interesser, og det er beskyttelse af naturen, siger hun.
Det er derfor vigtigt for Kim og de andre fiskere at få videnskabelige undersøgelser til at bakke deres argumenter op.
- Hvis jeg var ham, ville jeg forsøge at få de danske miljøorganisationer, der kæmper for arternes overlevelser, med på mit hold. Så har man meget bedre kort på hånden, mener Marlene Wind.
Politisk opbakning
Indtil videre har Kim Lykke Petersen i hvert fald flere politikeres opbakning.
Det synes jeg er helt urimeligt
Bjarne Laustsen, fiskeriordfører fra Socialdemokratiet, er enig med sine kollegaer, men fremhæver, at han netop har brug for noget dokumentation fra Danmarks Fiskeriforening, når det handler om, hvor meget eller hvor lidt torsken ville have endt i nettet uden de store huller.
Jeg kommer til at forfølge sagen
Danmarks Fiskeriforening er nu i gang med at indhente dokumentation, der kan hjælpe i kampen, da redskaber har meget stor betydning i fiskeriet.
- Det redskabstekniske en meget vigtig del, derfor er den her kamp meget vigtig for hele foreningen og for alle danske fiskere, siger Jacob Handrup, der er chefkonsulent ved Danmarks Fiskeriforening.
Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Jacob Jensen (V) har nu to uger til at give et svar til både Miljø- og Fødevareudvalget og Kim Lykke Petersen.