Staten tog herregårdens skatte - nu har jagten på de kostbare genstande båret frugt
Gammel Estrup udstiller herregårdens tilbagevendte skatte, efter at staten rapsede dem for 100 år siden.
Forestil dig, at der blev vedtaget en lov, der betød, at staten kunne inddrage en stor del af dine personlige ejendele, fordi det skulle på udstilling.
Det skete for en del østjyske herregårde tilbage i 1919. Loven resulterede i, at herregårdene fik inddraget deres kunstværker, kostbart porcelæn og andet indbo, fordi staten ville udstille det som en del af den danske kulturarv.
Alle og enhver kunne derfor købe Gammel Estrups genstande, og mange af ejendelene forsvandt ud af hænderne på herregården.
Derfor har Gammel Estrup i lang tid arbejdet på at få tingene tilbage. Og nu - 100 år senere - er mange af de fortabte skatte vendt hjem til Gammel Estrup Herregård, så de igen kan udstilles der.
- Det er altid spændende med en skattejagt. Hvis man leder og leder efter noget og pludselig finder det, så er det fedt, siger Britta Andersen, museumsdirektør på Gammel Estrup, til TV2 ØSTJYLLAND.
Men selvom nogle af de forsvundne skatte igen er kommet hjem til herregården, så er der altså stadig mange ting, som museet ikke har kunnet opstøve
- Hvis der sidder nogen rundt omkring, der har noget, som de ved stammer herfra, så vil vi selvfølgelig gerne høre fra dem, siger Britta Andersen, museumsdirektør på Gammel Estrup, til TV2 ØSTJYLLAND.
Hvis du er interesseret i at se de hjemvendte skatte, så kan udstillingen opleves det næste halve år.