Klara har fået nok: Fire timer med iPad på en skoledag
Klara Theilgaard Botfeldt vil have mindre skærm og flere bøger ind i undervisningen.
Flere bøger af papir, man kan bladre i, og mindre brug af iPad i undervisningen.
Klara Theilgaard Botfeldt fra Odder håber på, at nogle voksne, som bestemmer, lytter på det opråb hun kommer med her.
- Allerhelst lokalpolitikere med indflydelse, siger hun.
Den 13-årige pige går i syvende klasse på Parkvejens Skole i Odder, og ligesom alle andre folkeskoleelever i kommunens 0. til 10. klasser, har hun også fået udleveret en iPad til brug i undervisningen.
Sådan har det været siden 2012, da Odder Kommune første gang gav dem til alle elever og skar ned på antallet af bøger.
Derfor pakker Klara om morgenen sin taske med madpakke, drikkedunk, iPad, nogle enkelte kopiark og sin telefon. Sidstnævnte afleveres i klassen og udleveres så igen, når skoledagen slutter, men en stor del af tiden bliver der kigget på skærmen fra iPad'en.
- Jeg synes, det er et problem, at vi bruger dem så ufatteligt meget i stedet for bøger. Det er fint at have dem som et redskab, men de fylder for meget i hverdagen, siger Klara Theilaard Botfeldt til TV2 Østjylland.
Hun bruger ikke bare sin iPad meget. Hun bruger den også i stigende grad, føler hun.
- Der har været et stort spring fra mellemtrinnet til udskolingen. Tidligere kunne jeg nøjes med at lade den op én gang om ugen. Nu er det hver dag eller hver anden. Det er meget sigende, lyder det fra den 13-årige.
For nylig skrev hun et læserbrev til Horsens Folkeblad, hvor hun gav udtryk for sin holdning til den megen skærmtid, som jo for mange børn og unges vedkommende fortsætter, når de holder fri. Det har hun kun modtaget positive tilbagemeldinger på fra både lærere og andre elever.
Er der slet ingen fag, hvor I ikke bruger iPad'en?
- Jo. Billedkunst. Det er et valgfag, og jeg valgte det af den grund, at jeg så slap for at bruge iPad’en. Det er dejligt med halvanden time uden at bruge den, siger Klara Theilgaard Botfeldt og tilføjer, at hun jo er tvunget til at følge med på iPad'en, når undervisningen er i gang.
Hvis hun kigger andre steder hen, kan hun ikke følge med.
- Nogle gange bruger vi den op til fire timer om dagen - andre dage er det måske kun to timer. Jeg får ondt i øjnene, bliver træt og helt ør i hovedet. Jeg synes ikke, de skal afskaffes helt, for der er også gode ting ved dem. Jeg vil bare gerne bruge dem mindre, siger Klara Theilgaard Botfeldt, der selv sørger for at spille kort eller være ude i frikvartererne.
Umuligt at undvære den
Kasper Bech Steensgaard er skoleleder på Parkvejens Skole.
Han siger, at iPad'en som udgangspunkt er læremidlet i skolens undervisning. Han kan ikke sætte procenttal på, hvor meget den bliver brugt, da det er forskelligt på årgangene, men den er umulig at undvære for hans lærere, og han har heller ingen planer om at afskaffe dem.
Her er iPad'en et godt redskab, som er meget mere end bare en skærm, man læser på
- Vi har en strategi om, al eleverne både skal være producent og formidler. At de selv kan være med til at skabe noget som eksempelvis en lille film om en svampetur, de har været ude på. Her er iPad'en et godt redskab, som er meget mere end bare en skærm, man læser på, forklarer Kasper Bech Steensgaard.
Fordele og ulemper
Han er klar over, at det kan være en udfordring, at det er nemt for eleverne at zappe over i noget andet. At der er et krav om en opladet iPad fra morgenstunden. At de husker høretelefoner.
Den slags kan give forstyrrelser i undervisningen.
- Fordelen er, at iPad'en kan bruges til at åbne verden op til den verden, eleverne går ud til, når klokken slår 14. Det er vores opgave at give dem de kompetencer, og lærerne sørger for at planlægge deres undervisningsforløb efter det på en måde, hvor det hele giver mening, siger Kasper Bech Steensgaard.
Han pointerer, at skolen er opmærksom på det, hvis nogle elever - ligesom Klara Theilgaard Botfeldt - giver udtryk for, at iPad'en er med til at gøre noget negativt for trivslen.
Kommunale tablets
Odder Kommune har været selvudnævnte "iPad-kommune" siden 2011, hvor det blev vedtaget at udlevere de populære tablets til eleverne på de kommunale folkeskoler.
Det er kun den enkelte skoles it-ansvarlige, der kan installere nye apps på iPad'en. Der er altså hverken App Store, Book Store eller iTunes på dem.
iPad’en skal som udgangspunkt ikke bruges i frikvarterer, SFO eller klub.
Kilde: Odder Kommune.
En samfundsudvikling
Pædagogisk it-konsulent Karen Tims Andersen fra Odder Kommune siger, at man skal huske på, at det er en generel udvikling i samfundet, at IT fylder mere som læremiddel i undervisningen.
- Det er blevet dominerende, hvor det tidligere var mere blandet, hvad man brugte. Selvfølgelig skal vi stoppe op og mærke efter, om den bliver brugt rigtigt, og det gør vi også, siger Karen Tims Andersen.
TV2 Østjylland har tidligere fortalt om forældre, der også var bekymrede for børnenes stigende mængde af skærmtid i skolen. Det kan du læse mere om her.
I TV2 Østjyllands nye serie 'Skærmjunkie på afvænning' prøver journalist Mikala kun at bruge 100 minutters skærmtid på ti dage. Se første afsnit af serien her: