Familie på nabohotel skal give Julie 'babyfri tid'
Julie og Lasse Norman Leth får gode arbejdsbetingelser i Paris, hvor deres barn bor på et nærliggende hotel.
Det kan være svært at balancere livet som nybagte forældre med karrieren som eliteatleter, men under det kommende OL i Paris har ægteparret Julie og Lasse Norman Leth fra Aarhus fundet en løsning.
Bliver de to baneryttere som forventet udtaget til sommerlegene, bliver hendes familie installeret på et nærliggende hotel, så bleskift og natteroderi ikke er en forhindring.
- Hvis jeg bliver udtaget, bor min mor og Alfred sammen med min søster og far på et hotel 800 meter fra, hvor jeg skal bo. Der skal være tid til at fokusere, siger hun.
Ligesom ved den seneste udgave af OL forventes Julie Leth at køre parløb med Amalie Dideriksen, mens Lasse Norman både kan blive en del af parløbet med Michael Mørkøv og firekilometerholdet, der er blandt guldfavoritterne.
Det har aldrig været på tale at bo sammen på hotelværelse som familie, understreger hun. Men det er vigtigt at have sønnen, Alfred, tæt på.
- Jeg kan få lov til at se ham, men jeg skal have fokus på restitution og sove ordentligt, så jeg kan præstere, forklarer hun.
- Jeg har været væk fra ham nogle dage. Jeg synes ikke godt om det, men det kan godt lade sig gøre, og han er i gode og trygge hænder hele tiden.
Lærer at stole på andre
- Jeg lærer at give slip og stole på, at andre også kan gøre det godt. Både når jeg har været til cykelløb, og Lasse har haft Alfred, men også min mor og far for den sags skyld, siger hun.
Hvis hun ligesom ved OL for tre år siden kommer hjem med metal, er det på baggrund af en holdindsats, understreger hun.
- It takes a village, siger sølvvinderen fra Tokyo med henvisning til det klassiske ordsprog.
Den 31-årige cykelrytter fødte i januar og gjorde allerede comeback ved et banestævne i april.
Siden har hun kørt en håndfuld løb på landevejen med søndagens tiendeplads ved DM som eget bedste resultat. Ved den lejlighed blev holdkammeraterne Rebecca Koerner og Amalie Dideriksen nummer et og to.