Skal betale over 100.000 kroner for løftebrud
Vinder af Paradise Hotel ville give halvdelen af præmie til ekskæreste, efter at han selv tog alle pengene.
Vinder af reality-programmet Paradise Hotel i 2021 David Jarsbo fra Aarhus skal betale den anden vinder, Sille Nimholm, 107.500 kroner med renter.
Det oplyser Retten i Aarhus til Ekstra Bladet.
Han skal desuden betale 48.522 kroner i sagsomkostninger til staten.
Det sker, efter at David Jarsbo i programmet snød Sille Nimholm for pengepræmien på 500.000 kroner.
David Jarsbo tilbød efterfølgende Sille Nimholm at dele pengene, har han fortalt til flere medier - heriblandt Ekstra Bladet. Men han valgte alligevel at beholde pengene selv, og derfor gik Sille Nimholm rettens vej.
Og afgørelsen er faldet til hendes fordel.
Smed kuglen
David Jarsbos advokat, Anders Boserup Lauridsen, fortæller til Ritzau:
- David og jeg sætter os nu ned, læser dommen og drøfter, hvad der skal ske efter.
David Jarsbo vandt 500.000 før skat under "troskabstesten". Det er den sidste fase af Paradise Hotel, som foregår i Mexico. De to vindere står med en kugle i hånden og går hvert minut tættere på den halve million.
Vælger én af deltagerne at smide kuglen, tager man det beløb med hjem, som man står på. Vælger begge deltagere at beholde kuglen i hænderne, til der er gået et minut, deler de pengene.
Her valgte David Jarsbo at smide kuglen. Da de to vendte hjem til Danmark, blev de kærester, og David Jarsbo udtalte til flere medier, at de "selvfølgelig skulle dele pengene". Men ifølge Ekstra Bladet ombestemte han sig, da parret gik fra hinanden.