Vandet tog strømmen: Nu bliver kunder kompenseret for aflyst show
- Vi har ikke oplevet en lignende situation på vores udendørsforestillinger, og vi handlede derfor efter vores normale aflysningsprocedure, lyder det fra teatret.
En række kunder får nu tilbudt en fribillet fra Det Kongelige Teater, som i lørdags måtte aflyse forestillingen 'Ragnarok' på Moesgaard Museum.
Der var problemer med teknikken, da strømmen pludselig forsvandt efter pausen, og folk blev sendt hjem kort inde i anden akt.
Siden fik kunderne en mail, hvor der stod, at de ikke ville få penge retur for den tabte oplevelse. De kunne derimod få lov at købe billet til en ny forestilling med 50 procents rabat.
TV2 Østjylland er blevet kontaktet af én kunderne, Karen Madsen, der er noget uforstående over for, hvorfor de dog ikke får en ny billet gratis. Hun mener ikke, hun skal betale igen for at se resten af anden akt.
"Vi har siden 2017, hvor vi oplevede 'Røde Orm' på Moesgaard, talt godt og varmt og vidt og bredt om vores teateroplevelser på Moesgaard. Det bliver desværre lidt svært at gøre fremadrettet med troværdigheden intakt med den her oplevelse i bagagen", skriver hun.
Vi har bedt Det Kongelige Teater om en kommentar, og de svarer i en mail, at de er meget kede af, at de helt ekstraordinært var nødt til at afbryde 'Ragnarok' grundet tekniske problemer efter store vandmængder.
"Vi forstår publikums frustration. Vi har ikke oplevet en lignende situation på vores udendørsforestillinger, og vi handlede derfor efter vores normale aflysningsprocedure," skriver Lise Benthin Præstgaard, der er PR- og presseansvarlig hos Det Kongelige Teater.
Hun beklager, at publikum ikke kunne se forestillingen færdig, og alle berørte kunder får derfor en mail i dag (tirsdag, red.) med et link, hvor de kan få byttet billetterne til en ny 'Ragnarok'-forestilling i spilleperioden.
En historie om kærlighed og krig
Kim Fupz Aakeson har skrevet manuskriptet til forestillingen, der handler om guder og jætter.
Krigeren Liv vågner målløs op i Asgård - gudernes verden - hvor et evigt liv er belønningen for at være omkommet på slagmarken. Her færdes hun blandt de guder, hun har æret og agtet hele sit liv: Odin, Thor, Frigg, Heimdal og Freja.
Det går dog op for hende, at alt ikke er, som det skal være i asernes verden. Ligegyldighed og meningsløshed hersker blandt guderne, evigheden trækker tænder ud.
Der kommer en forelskelse, en død, et raseri, en krig og et sandt ragnarok i blod, død og kaos, hvor forbindelsen mellem guder og mennesker spændes til det yderste, skriver Det Kongelige Teater i sin omtale.
På Moesgaard spiller forestillingen til og med 29. juni.