Signe holdt polterabend og blev droppet i havn under byfest
Hou Havnefest afholdes denne weekend. Lørdag var der Hou Drop i havnebassinet, hvor en kommende brud deltog uden at være forberedt.
Mellem 2500 og 3000 var lørdag mødt op for at se Hou Drop på havnen i Hou.
Hou drop er en konkurrence, hvor op til fire personer bliver sendt i havnen i et hjemmebygget fartøj via en rampe på kajen.
En af dem, der deltog, var den kommende brud, Signe Olsen. Hun vidste det dog ikke på forhånd.
Det var hendes veninder, der havde arrangeret det som en del af hendes polterabend.
- Jeg har aldrig prøvet det før. Jeg fik bind for øjnene, og så kørte vi af sted, og så synes jeg, at jeg kunne høre noget højtalerværk, og så spurgte jeg, om vi skulle til Hou Drop, siger Signe Olsen, der kalder sig selv for en Hou-pige, selvom hun er flyttet til Aarhus.
Ingen ballade og god stemning
Hou Havnefest er en tilbagevendende begivenhed, som arrangeres af foreningen Hou Hallens Venner.
Alle arbejder frivilligt til havnefesten, og overskuddet går ubeskåret til Hou Hallen og ungdomsarbejdet i Hou.
I år foregår denne weekend fra den 12. til 14. juli, og formanden er godt tilfreds med årets fest indtil videre.
- Jeg synes, at den er gået rigtig, rigtig godt. Vi kan se på vores omsætning, at det er virkelig godt, og der har været en god stemning, så vi er meget tilfredse, siger formand Jon Jensen fra Hou Hallens Venner og tilføjer:
- Vi får hvert år et overskud på mellem 150.000 og 200.000 kroner fra henholdvis havnefesten, Hou loppemarked og parkering fra Tunø-festival.
Som noget nyt i år har de ikke tivoli, men har i stedet for lavet Krabbeland for de mindste børn.
- Det har været en kæmpesucces. Det har været noget, der fik børnene i tale og tiltrukket børnefamilier, siger Jon Jensen.
Børnene har tegnet, savet og malet krabber, og så har de lavet krabbefiskeri i havnen og leget i sandkasse.
Ifølge formanden har der ikke været noget, der ligner ballade til havnefesten i år.