Truede dyrearter kan blive påvirket af hotelbyggeri
Miljøvurdering kaster nyt lys over stort byggeprojekt af et badehotel i historiske rammer.
Der er udsigt til store forandringer af det historiske Saxild Badehotel.
Det fremgår af en miljøvurdering, der mandag er kommet i høring på Odder Kommunes hjemmeside.
Blandt andet kan der blive bygget knap 3400 kvadratmeter ny bebyggelse og revet næsten 2500 kvadratmeter eksisterende ned, står der i dokumentet. Og så er der uafklarede spørgsmål om flere dyrearter, der har hjemme i området.
Målet er at etablere et badehotel og op til 20 nye feriehytter i og omkring de nuværende bygninger.
De er senest blevet brugt som feriested for ældre i Aarhus Kommune, men i 2022 solgte kommunen stedet til en privat bygherre.
Siden har Odder Kommune, hvor ejendommen ligger, haft ansvaret for en eventuel lokalplan, der skulle muliggøre hotelprojektet.
Mandag er miljøvurderingen af projektet lagt frem, og den afslører nogle af konsekvenserne for den omkringliggende natur, hvis byggeriet bliver vedtaget.
Der er eksempelvis registreret arter af flagermus, og det vurderes, at skovområdet rundt om de nuværende bygninger kan være et levested for dem. Der er desuden fundet spor efter oddere.
Både flagermus og oddere er ifølge EU habitatdirektatdirektiv særligt sårbare og truede og derfor beskyttet. Det kan ifølge miljøvurderingen ikke udelukkes, at byggeprojektet vil påvirke disse dyrearter.
Dertil kommer, at en del af grunden allerede er udpeget som værende af potentiel stor værdi for naturen og vandmiljøet.
Konklusionen i miljøvurderingen er, at hensynet til dyrearterne og naturen skal medtages i en kommende miljørapport.
Det beskrives også, at der planlægges at blive bygget en større parkeringsplads med plads til 90 køretøjer. Den skal efter planen anlægges i et område, der i dag er vokset til med træer - nogle træer vil dog blive bevaret, lyder planen.
Det er også bygherrens ønske at bygge badebro på strand foran badehotellet, men det vil en dispensation fra naturbeskyttelsesloven samt en godkendelse fra Odder Kommune.
Det er ikke første gang, at hensynet til beskyttede dyrearter kan få konsekvenser for et bygge projekt. I Silkeborg er der således nedsat hastighed på Nordskovvej mellem motorvejen og bymidten, da der er ynglende flagermus i det område.
En lokalplan for Saxild Badehotel er fortsat udarbejdelse.