Blæsende efterårsdag i vente: Og så kommer regnen
Vi har en blæsende efterårsdag i vente i Østjylland. Det skriver DMI's meteorolog Mette Wagner onsdag morgen.
Ellers byder dagen på spredte byger, men der bliver også plads til solen. Nogle af bygerne kan være kraftige og med torden. Der forventes ikke skybrud, da bygerne bevæger sig hurtigt videre mod nordøst. Men det er altså en god idé at tage regnjakken med i dag.
I løbet af eftermiddagen og aftenen aftager vinden en del, så der er risiko for, at der i nat til torsdag igen bliver dannet dis og tåge i store dele af landet.
Længerevarende regnvejr på vej mod Danmark
Et lavtryksområde med tilhørende fronter ligger over den sydlige del af Irland og er på vej mod øst og nordøst. DMI forventer, at det bevæger sig ind over Danmark sidst på natten til torsdag. Og det kommer til at give nogle regnfyldte dage.
Lavtrykssystemet forventes at have passeret landet i løbet af lørdag.
Men det betyder, at der kan forventes en del nedbør, som kan få selskab af torden og være kraftig.