Det vrimler med kopivarer på Aarhus Havn

Toldstyrelsen har ekstra travlt med at konfiskere tusindvis af kopivarer op til jul. Især på Aarhus Havn kommer der mange kopivarer ind.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Sådan kan bunken med kopivarer ende med at se ud, efter Toldstyrelsen har konfiskeret dem. Foto: Toldstyrelsen

Julen er hjerternes tid - men åbenbart også kopivarernes.

Ifølge Trine Dancygier, der er kontorchef i Toldstyrelsen, arbejdes der i øjeblikket på højtryk for at få behandlet sager om de mange kopivarer, der i denne tid passerer den danske grænse.

- Det er især i slutningen af årets tredje kvartal og i fjerde kvartal, hvor vi oplever en stigning af kopivarer, siger hun til TV2 Østjylland.

Hun fortæller, at det er et mønster, der gentager sig hvert år, og hun tror, det har noget at gøre med Black Friday og juleshopping.

Kan være farligt

Det er ikke kun fordi, det er træls for de rettighedshavende firmaer, at Toldstyrelsen står klar til at konfiskere kopivarerne - det er også for forbrugernes skyld.

- Kopivarerne udgør en potentiel sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko for forbrugerne. Det er nemlig også fødevarer, elektronikprodukter og lægemidler, vi finder, siger Trine Dancygier.

Vores kollegaer i Aarhus har været rigtig gode, og har haft en del større sager
Trine Dancygier, kontorchef, Toldstyrelsen

- De her varer er fremstillet af producenter, som ikke bekymrer sig om forbrugerne. Det handler kun om profit.

Derfor kommer der flere varer ind med verificeringsmærker, der er falske, og som produktet faktisk ikke lever op til.

Stort problem i Aarhus

Aarhus Havn er som Danmarks største containerhavn også påvirket af de mange kopivarer, som juletiden bringer.

- Vores kollegaer i Aarhus har været rigtig gode, og har haft en del større sager. Også hvor der har været tale om erhvervsmæssig import, siger Trine Dancygier.

Som eksempel nævner hun en sag om 27,5 tons forfalsket ris, som tidligere i år kom ind i Aarhus Havn. Og det er netop den slags sager, der potentielt kan udgøre en sundhedsmæssig risiko, som Toldstyrelsen er ekstra opmærksom på.

Tidligere i år fandt og konfiskerede Toldstyrelsen 27,5 tons forfalskede ris på Aarhus Havn. Foto: Toldstyrelsen

Hvis man som forbruger har bestilt en kopivare hjem til jul, som Toldstyrelsen finder, får man ikke en bøde for det, men man får naturligvis ikke den vare, man har bestilt. 

- Hvis man får et brev fra os, om at vi har konfiskeret varen, så kan man henvende sig til sin bank, som i nogle tilfælde kan spærre betalingen, siger Trine Dancygier.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her