Travle dage i trafikken venter: Se her, hvornår du ikke skal køre afsted
Pinseferien venter, og det betyder flere biler i trafikken, lyder det fra Vejdirektoratet.
Vand, tjek.
Noget at spise, tjek.
Kufferten i bagagerummet, tjek.
Larmende børn på bagsædet, tjek.
Og så kan du forhåbentlig også sætte tjek ved en god portion tålmodighed.
Det kan i hvert fald blive nødvendigt, hvis man begiver sig ud i pinsetrafikken.
Vejdirektoratet har på dets hjemmeside udgivet en oversigt over, hvornår man forventer tæt trafik på de danske veje.
I pinsen vil mange nemlig udnytte en forlænget weekend til f.eks. at tage i sommerhus.
- Fredag eftermiddag mellem kl. 13.00 og 19.00 er det tidspunkt med størst risiko for at blive fanget i en kø, da udrejsetrafikken her vil blande sig med eftermiddagens myldretidstrafik, når folk skal hjem fra arbejde, skriver Vejdirektoratet.
Lørdag mellem 11 og 14 er der også risiko for tæt trafik.
Disse dage vil trafikken være værst fra København mod Jylland og Fyn, mens det modsatte vil gøre sig gældende mandag på 2. pinsedag mellem 11 og 18.
Derudover skal man 2. pinsedag være opmærksom på Royal Run, som bl.a. foregår i Aarhus.
Samtidig er Vejdirektoratet i gang med at udbygge E45-motorvejen på en strækning mellem Vejle og Skanderborg, der er 38 km. lang, hvorfor man flere steder kun må køre 80 km/t.