Video: Rekordmange børn deltager i ferielejre
Det er gratis for børn og familier at komme med på Red Barnets ferielejre, som bliver drevet af cirka 400 frivillige.
Rekordmange børn bliver i år hjulpet til at få nogle gode oplevelser i sommerferien, som de kan fortælle kammeraterne om til august.
Hele 1300 børn, unge og forældre deltager i år, oplyser Red Barnet.
En del af dem befinder sig lige nu på en ferielejr i Højbjerg syd for Aarhus, hvor de tirsdag var på livredder-kursus, som du kan se i videoen i toppen.
- Det er bekymrende, at efterspørgslen på feriehjælp er så stor. Det viser jo, at der er alt for mange familier herhjemme, som har det så svært, at de ikke har mulighed for at holde ferie med deres børn, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der er generalsekretær i Red Barnet.
Red Barnet forventer i år at afholde 48 ferielejre på tværs af landet. Nogle af lejrene er kun for børn og unge, mens andre er for både børn og deres forældre.
Fællesnævneren er, at alle får nogle unikke oplevelser, som de ellers ikke ville få.
Det er gratis for børn og familier at komme med på Red Barnets ferielejre, som bliver drevet af cirka 400 frivillige.