Savner bedre muligheder for sportsgren: - Jeg var overrasket
Der mangler mulighed for at dyrke sportsgrenen. Det mener en far i Favrskov.
Der drømmes om længdespring, spydkast og kuglestød.
For atletikfaciliteterne i Favrskov Kommune er alt for dårligere, mener flere borgere.
Clément Blain, der bor i Laurbjerg, ville ønske, han kunne tage sin søn med på en atletikbane.
- Det vil give flere muligheder for at aktivere sig. Det vil give muligheder til dem, der ikke har lyst til at deltage i en holdsport eller spille bold, siger han.
Han er medlem af Enhedslisten og selv fra Frankrig, hvor han mindes meget bedre forhold for sporten.
- I Frankrig er det en almindelig facilitet at have en løbebane, ligesom det er det at have en fodboldbane. Jeg var meget overrasket, at jeg ikke kunne finde nogen atletikklub eller atletikfacilitet for børn i Favrskov, siger han.
Mere fodbold og håndbold
Han er ikke den eneste, der drømmer om bedre muligheder for at udfolde sig i atletikgenren.
Flere borgere i Hadsten udtrykker ligeledes over for TV2 Østjylland, at man ønsker sig en atletikbane.
- Der er ikke så meget atletik, hvis man sammenligner med fodbold eller håndbold, siger Megumi Fukuchi.
- Atletik er et godt fundament for unge mennesker for at komme ud at få noget rygrad, vise, hvad man kan, og få noget selvtillid, siger Rolf Lossin, der er pedel på Hadsten Skole.
Må pendle for sporten
For nogle af borgerne betyder bedre faciliteter ekstra meget.
17 -årige Daniel Kylma Lurma Pedersen ville bogstavelig talt hoppe og springe for et atletikstadion.
Han har i flere år måtte pendle til Randers, for at kunne udføre sine discipliner.
Synes du, det er en god idé at opgradere faciliteterne?
-Jeg vidste ikke, vi havde nogen, så ja, siger han og tilføjer:
- Det ville være en kæmpe start at få en atletikvenlig kommune her i Favrskov. Hvis der er en bane eller bare nogle madrasser, eller hvad man nu kan starte med at stille til rådighed.
Dansk Atletik vurderer, at det er et generelt problem.
- Måske i særdeleshed i Østjylland er der rigtig mange steder, der ikke har atletikfaciliteter længere. Der ligger et helt bælte rundt om Aarhus Kommune, hvor Favrskov er en af kommunerne, siger Lars Wege, der er formand for Dansk Atletik.
Budgettet skal hænge sammen
Både borgere og Dansk Atletik kan indtil videre fortsætte med at drømme, for der er ikke umiddelbart nogen forbedringer på vej.
- Det er ikke noget, jeg vil sige, der ikke kan komme til at ske. Men vi har også et budget, der skal hænge sammen. Først og fremmest synes jeg også, at der skal være et ønske om det bredt set, siger Simon Buus Olsen (LA), byrådsmedlem i Favrskov Kommune.
Budgetforhandlingerne i Favrskov Kommune påbegyndes til august, og her vil formand for Kultur og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune tage et forslag om atletikbane med, hvis det kommer.
- Vi har begrænset atletikfaciliteter i Favrskov. Kommer der forslag fra vores foreninger, der har ønske om et atletikanlæg, så er jeg, som formand for Kultur - og Fritidsudvalget, altid positiv. Forslaget vil indgå i budgetprocessen på lige vilkår med alle andre foreningsforslag, udtaler han i et skriftligt svar.
Clément Blain mener dog sagtens, at kommunen kan åbne op for kassen og bruge nogle penge på atletikfaciliteter.
Favrskov Kommune skal spare. Bør de ikke hellere finde ud af, hvor der skal spares, før der skal bruges penge på noget nyt?
- Jeg synes, det er en god og langsigtet investering, når man investerer i idræt, siger han.