Revser nye regler: - Svært ved at se fornuften i det
Kommunalforsker Roger Buch er stærk kritisk over for beslutningen i Randers Kommune om at lade politikerne godkende eller afvise miljøgodkendelser.
Politikerne i Randers Kommunes Miljø- og Teknikudvalg skal fremover være helt nede i materien, når det gælder virksomhedernes miljøgodkendelser.
På gårsdagens byrådsmøde blev det besluttet, at miljøgodkendelser skal besluttet politisk, inden de bliver endeligt vedtaget.
En fremgangsmåde som bliver mødt med hovedrysten fra kommunalforsker hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch.
- Jeg har virkelig svært ved at se fornuften i det. Normalt er det jo embedsværket med sine miljøeksperter, biologer og ingeniører, der beslutter de ting.
- Politikerne har ikke kompetencer til det, og i princippet vil de jo nok tit også bare nikke til en indstilling. Det virker til at være 100 procent symbolpolitik, siger Roger Buch til TV2 Østjylland.
'Talerstol for kritikere'
Roger Buch ser nærmere ændringen som en måde, hvorpå kritikere af forvaltningen i kommunen kan få et ekstra talerør.
Mere end et reelt ønske om at få lov til at se alle miljøgodkendelser efter i sømmene.
- Det er en løftestang for en talerstol for kritikere. Jeg kan godt se deres interesse i det, siger kommunalforskeren.
Forslaget er stillet på baggrund af den store skandale med jordskredet ved Nordic Waste.
Her førte Randers Kommune tilsyn med virksomheden 17 gange på under tre år - alligevel lykkedes det ikke at stoppe jordskredet i tide.
Tror de har fået forskrækkelse nok
En gennemgang af kommunens tilsynssag viser, at mellem 15 og 28 procent af tilsynene siden 2018 har haft manglende dokumentation efter gennemgang.
- Jeg tror, at forvaltningen har fået en rigelig stor forskrækkelse af den sag, og der er lavet en masse ting om. Jeg tror ikke på, at det giver noget ekstra, at politikerne også skal ind over.
- Man kan sige, at det kunne gøre arbejdet mere grundigt, hvis medarbejdere ved, at de bliver kigget over skulderen, men jeg tror det ikke, lyder det fra Roger Buch.
Jeg synes, det er ærgerligt for de virksomheder, der godt kan finde ud af, hvordan man driver virksomhed på en forsvarlig måde
Han bakkes op af formanden for Miljø- og Teknikudvalget, Frank Nørgaard (DF).
Han ærgrer sig over det forventede øgede bureaukrati, og mener heller ikke, at miljøgodkendelser er en opgave for politikerne.
- Jeg synes, det er ærgerligt for de virksomheder, der godt kan finde ud af, hvordan man driver virksomhed på en forsvarlig måde. Den her sag er kommet op alene på baggrund af én eneste virksomhed nemlig Nordic Waste, siger han til TV2 Østjylland.
Det vil man gøre ved tilsynene
Følgende punkter er de ændringer, politikerne vil lave ved de kommunale tilsyn.
Udvidet risikoscorevurdering med mere fokus på miljøadfærd og beliggenhed
Virksomheder med miljønegativ adfærd skal have skærpet tilsyn
Miljøpositiv adfærd og klimaservice i Randers Kommunes miljøtilsyn
Kvalitetsledelse i Randers Kommunes miljøtilsyn
Miljøgodkendelser for virksomheder behandles politisk
Kilde: Randers Kommune
'Har intet at frygte'
Han frygter for konsekvenser på den lange bane.
- I bedste fald kommer det til at genere vores virksomheder, som bliver drevet på en fornuftig måde, der overholder regler og love, siger han og tilføjer:
- I værste fald kan det resultere i, at der er virksomheder, der ikke længere ønsker at være i Randers, og der kan være nye virksomheder, der ikke ønsker at komme til Randers, fordi der er skruet sådan op for både retorikken og tilsyn.
En af dem, der har stemt for forslaget, er Det Konservative Folkepartis Bo Vestergaard.
Han mener helt grundlæggende, at der skal være et stramt miljøtilsyn for dem, der bryder loven. Og derfor er dette et skridt i den rigtige retning.
- Alle de virksomheder, der har rent mel i posen, har intet at frygte. Det er få, der ikke overholder reglerne, og derfor har vi indført skærpet tilsyn, siger han til TV2 Østjylland.
Jeg frygter ikke lange processor, for vi har udvalgsmøde hver tredje uge.
Gør det på andre områder
Han nævner, at også på et område som godkendelser af landzonetilladelser er udvalget med til at godkende.
Bo Vestergaard mener ikke, at politikere blander sig i noget, man ikke har forstand på.
- Vi er lægmænd. Vi skal tage stilling, til de nuancer der er. Vi behøver ikke de kompetencer, dem får vi af forvaltningen. Vi skal ikke være eksperter. Vi skal ikke have et teknokrati, siger politikeren.
Flere frygter, at godkendelserne vil trække i langdrag. Hvad siger du til den kritik?
- Jeg frygter ikke lange processor, for vi har udvalgsmøde hver tredje uge.