Skuffede forældre: - Det er en genial børnehave
Fussingø Naturbørnehave er tirsdag blevet indstillet til lukning af børne- og familieudvalget i Randers Kommune.
1. august lukker dørene til Fussingø Naturbørnehave. Det er i hvert fald det, børne- og familieudvalget i Randers har besluttet at indstille til vedtagelse i byrådet.
Det sker på trods af forældrenes ønske om at bevare børnehaven, der ellers har været i vælten for en række møgsager, hvor børn er blevet overfaldet.
Lonnie Schou Kristensen, der har en datter i børnehaven, er en af dem, der er meget skuffet over politikernes beslutning.
- Det er superærgerligt. Vi er skuffede og kede af, at det er et tilbud, vores pige fremover ikke kan benytte sig af. Det er et helt unik tilbud i Randers. Det er en naturbus der bringer børn fra byen ud i naturen, og det kan du ikke finde andre steder i byen, siger hun.
Udvalgsformand Mogens Nyholm (R) begrunder beslutningen med både økonomi og pædagogisk kvalitet.
- Der er kun 12-15 børn, og en så lille enhed er svært at drive på en økonomisk bæredygtig måde, og så er det især svært pædagogisk at sørge for, at børnene kan danne relationer nok, siger Mogens Nyholm.
Beslutningen er blevet taget, efter at der har været så mange møgsager, at man i Børne- og Familieudvalget i Randers Kommune besluttede, at der skulle tages stilling til institutionens fremtid.
Møgsagerne i Fussingø Naturbørnehave indebærer blandt andet børn, der er blevet udsat for voldsomme overfald af andre børn.
TV2 Østjylland har tidligere kunnet fortælle om en tre-årig dreng, der blev udsat for et brutalt overfald i børnehaven. Siden da har flere andre forældre stået frem og fortalt, at de har haft samme oplevelse.
Blandt andet hev et par deres søn ud af den udskældte børnehave, efter han kom hjem med store sår op ad ryggen.
Alligevel har børnehaven stor opbakning blandt Lonnie Schou Kristensen og de andre forældre.
- Som forældre forstår vi det ikke. Vi kan godt se, der er de her hændelser. Men nu handler det om lavt børnetal, og det er måske et resultatet af, at der tidligere ikke er blevet reageret på de her hændelser, men det er blevet tiet ihjel, og nu er det så kommet frem, og det har der været stor dækning af, og nu står vi her. Jeg tror, det kunne have været undgået, siger hun.
Det seneste uanmeldte tilsynsbesøg den 5. april viser da også, at der er sket positive ændringer i børnehaven, som nu opfylder alle krav.
- Vi har valgt at lade vores børn blive, fordi vi har kunnet se fremgang og ændring til det positive derude, men nu er der så en masse børn og forældre, der er kommet i klemme, fordi politikerne bare vil lukke den, siger Lonnie Schou Kristensen
Datter udsat for overfald - begræder alligevel lukning
Alberthe Bau Rosengren er mor til et barn, der har været udsat for et overfald i børnehaven af et andet barn under et toiletbesøg i 2022.
Alligevel ærger hun sig over politikernes beslutning.
- Det er en genial institution. Der er sket ting, der bare ikke må ske. Men det handler om, at der ikke er voksne nok, siger hun.
Din datter har selv været udsat for en voldsom episode - er det så ikke rimeligt nok at lukke stedet?
- Nej. Det er et symptom på den udvikling, der har været på børneområdet generelt, og som mange forældre oplever. Man lukker heller ikke et plejehjem, bare fordi der har været en voldsom episode - så skifter man ledelsen og ændre på nogle strukturer eller lignende, siger hun.