SIF-legende tilbage på den gamle hjemmebane en sidste gang
Publikum på Jysk Park i Silkeborg får søndag mulighed for at hylde en af klubbens ikoner, der har skiftet klub.
Forsvarskrumtappen Simon Jakobsen har indtil i år spillet hele sin seniorkarriere i Silkeborg IF. Nu er han i en ny klub, men bliver alligevel hyldet på den gamle hjemmebane.
I slutningen af januar skiftede forsvarsspilleren til Hobro, og en ellers gloværdig karriere i Søhøjlandet med 223 førsteholdskampe sluttede brat. Uden der rigtig var tid til at sige farvel.
Det bliver der nu rådet bod på.
- Søndag får SIF-fansene mulighed for at hylde Simon Jakobsen inden kick-off i kampen mellem SIF og FC København. Simon kommer for en kort stund tilbage til Jysk park og vil få overrakt blomster nede på banen, skriver Silkeborg IF på sin hjemmeside.
Vær klar før tid
Hyldesten finder sted, efter at kampens aktører har forladt banen efter opvarmning omkring kl. 15.50 kort før kick-off.
- Vi opfordrer derfor publikum til at være på plads inde på Jysk park senest kl. 15.50, lyder det fra klubben.
Simon Jakobsen valgte at skifte til ligakonkurrenter fra Hobro efter en efterårssæson med sparsomt med spilletid.
Han var tidligere fast mand i Silkeborgs forsvar, og han bar klubbens anførerbind. Men i denne sæson blev han af cheftræner Kent Nielsen degraderet til reserve.
Skifte med blandede følelser
Derfor kom skiftet heller ikke som verdens største overraskelse.
- Min grundfølelse er, at jeg er glad for, at der nu åbner sig et nyt kapitel i min karriere. Det trængte jeg til, efter at tingene var gået sportsligt døde i Silkeborg. Men jeg vil da heller ikke lægge skjul på, at mine følelser er blandede.
- Silkeborg er den klub, jeg har spillet i, siden jeg var seks år, og jeg vil altid have klubben i hjertet, sagde Simon Jakobsen efter skiftet.
I Hobro bliver han genforenet med cheftræner Peter Sørensen, der tidligere var forsvarsspillerens chef i Silkeborg.
Bidrager med masser af erfaring
Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen, er sikker på, at Simon Jakobsen er en forstærkning i bestræbelserne på at undgå nedrykning til 1. division.
- Han er en dygtig forsvarsspiller, der sætter en ære i at forsvare eget mål, og derudover har han masser af erfaring, som han kan bidrage med, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
I denne sæson har Simon Jakobsen spillet fem kampe i Superligaen. Kun en af dem er spillet efter 11. august.
I 2018 blev han kåret til årets pokalfighter, da Silkeborg tabte pokalfinalen til Brøndby.
Herunder kan du se 3. afsnit af TV2 ØSTJYLLANDS serie om Aarhus Fremad 'Det Skal Nok Gå'. Har du ikke set de to første afsnit, kan du gøre det på vores YouTube-kanal her.