Forældre jubler: Der er lyttet til os
Besparelser er taget af bordet og flere penge er tilført til skoleområdet. Det er resultatet efter budgetforlig i Silkeborg.
Det sker oftere, at et budgetforlig bliver efterfulgt af protester over besparelser – men sådan er det ikke i Silkeborg.
- Skolebestyrelserne er glade for, at der er blevet lyttet, og bekymringerne taget alvorligt, siger Jannich Panduro Nielsen, formand for Grauballe Skolebestyrelse.
Tirsdag blev et samlet byråd enige om en budgetaftale, der afsætter flere millioner til folkeskolen, specialundervisning og PPR-arbejde, og samtidig droppes de påtænkte besparelser på området.
Tidligere har TV2 Østjylland kunnet fortælle om et bekymringsbrev sendt fra 18 skolebestyrelser i Silkeborg til politikerne.
Her udtrykte de bekymring for, hvilke konsekvenser besparelser ville få for trivsel og indlæring i skolerne.
Men nu er de så taget af bordet til gengæld for ti millioner kroner ekstra til folkeskolen og ti millioner kroner til specialundervisning næste år.
- Nu bliver det så spændende at følge processen, når pengene kommer ud på skolerne. Så det kan mærkes i de enkelte klasser, siger Jannich Panduro Nielsen.
Fortsat én bekymring
Specialskolen Dybkær Specialskole har længe været presset af et voksende elevtal og har problemer med at rumme dem alle.
Her kommer budgettets parter ikke med en hurtig løsning, mener skolebestyrelsesformanden.
- Vi ser stadig med bekymring på overbelægning på Dybkær Specialskole og håber, at byråd og udvalg vil arbejde intenst for, at der kan komme en løsning hurtigt, siger Jannich Panduro Nielsen.
I Budgettet kan man læse, at parterne er blevet enige om at finde midlertidige løsninger, mens en proces sættes i gang med henblik på udbygning af Dybkær Specialskole og øvrige specialtilbud.
- Når analysen er færdig, vil parterne se positivt på anlægsøkonomien, står der i Budgetaftalen for 2025.
Jannich Panduro Nielsen taler i denne artikel på vegne af de 18 skolebestyrelser fra Grauballe Skole, Voel Skole, Resenbro Skole, Vestre Skole, Sejs Skole, Skægkærskolen, Buskelundskolen, Gjessø Skole, Frisholm Skole, Ans Skole, Sorring Skole, Dybkærskolen, Thorning Skole, Trekløverskolen, Sølystskolen, Fårvang Skole, Dybkær Specialskole, Tollundskolen, som også fremsatte et bekymringsbrev under budgetforhandlingerne.