Forlystelsespark høster flot anerkendelse fra udlandet
El Grito ligger i det område af parken, der har et mexicansk tema. I El Grito falder man 60 meter fra et tårn.
Der er grund til at skyde brystkassen frem, hvis man er ansat i Djurs Sommerland.
Forlystelsesparken i Nimtofte blev onsdag aften hædret med prisen for "Best ride in Europe" - altså, Europas bedste forlystelse.
Det skete i Amsterdam, hvor repræsentanter fra forlystelsesindustrien rundt i Europa var samlet til Park World Excellence Awards, som det internationale Park World Magazine stod bag.
Her var Djurs Sommerland blandt de nominerede sammen med en række af de største og mest velrenommerede forlystelsesparker, og prisen gik altså til den østjyske parks store forlystelse El Grito Drop Tower, der åbnede i april.
- Vi er utroligt glade og meget stolte på medarbejdernes vegne over at have vundet den her eftertragtede pris, siger administrerende direktør, Henrik B. Nielsen, i en pressemeddelelse.
El Grito ligger i det område af parken, der har et mexicansk tema. I El Grito falder man 60 meter fra et tårn.
- El Grito rammer plet på fart og spænding og er en forlystelse, som mange gerne vil prøve. Også selv om droptårnet er dobbelt så højt som vores største rutschebaner, Piraten og DrageKongen. Der er ingen tvivl om, at det er en helt særlig oplevelse at se ud over parken og store dele af Djursland, før man pludselig suser mod jorden med 100 kilometer i timen.
Æresgæst var første mand i tårnet
TV2 Østjylland har tidligere fortalt om Preben Theis Jeppesen, der nærmest er besat af El Grito og lignende, vilde forlystelser.
I hvert fald har den 64-årige førtidspensionist fra Auning skrevet sig ind i historiebøgerne ved at besøge parken på samtlige åbningsdage i 2023-sæsonen.
Derfor var det også ham, som i april fik æren af at være den første gæst til at prøvekørt El Grito.
Han tog 18 ture i den - i streg.