Kæmpe jubel: Amatører slog Randers ud af Pokalen
Der er vild jubel i Brabrand efter en meget overraskende sejr over Randers FC onsdag aften.
Den danske pokalturnering i fodbold har det med at skabe overraskelser, og onsdag kom der en i kategorien kæmpestor.
På hjemmebane slog 3. divisionsklubben Brabrand IF Superliga-klubben Randers FC ud i tredje runde med 1-0 efter en scoring i første halvleg.
- Det er fuldstændig fantastisk. Sådan en sejr kommer til at få en uvurderlig betydning for vores klub, siger Andreas Rasch-Christensen, der er sportschef i Brabrand IF.
- Vi havde ikke regnet med at vinde, det må jeg ærligt sige. Vi havde håbet og troet, at vi kunne drille Randers lidt, og ellers var vi bare glade for at få mulighed for at spille mod et superligahold - og så endda på hjemmebane, siger Andreas Rasch-Christensen og tilføjer:
- Så det her er virkelig en kæmpe overraskelse. Det er fantastisk, at vi kunne spille så god en kamp og matche spillere på en noget højere hylde.
Andreas Rasch-Christensen tror, at kronjyderne blev lidt overraskede over den energi, de blev mødt med i Brabrand.
- Superligaholdet ankommer til et meget ydmygt sted en lidt ligegyldig onsdag eftermiddag og regner nok ikke med at blive mødt af så massiv en energi fra kampens start. Det gør, at vi kan spille fuldstændig lige op med dem og får en fortjent sejr, siger han.
Han fortæller, at fejringen i Brabrand IF, der netop har måttet sluge en nedrykning fra 2. til 3. division inden sæsonstarten, er i fuld gang.
- Vi skal virkelig nyde det, og vi er i fuld gang med at fejre det. Men det bliver ikke sent. For de fleste af spillerne skal jo tidligt op i morgen og på arbejde eller studie. Vi er jo ikke et superligahold, siger han.
Stolt anfører
Resultater er selvsagt også noget, der skaber stor glæde hos Brabrand-anfører Michael Pedersen:
- Jeg er megastolt over, at vi går ud og viser, hvad vi kan – og at vi tør vise Brabrand frem fra den bedste side med hele tiden at være der i duellerne og være der for sine kammerater. Jeg er megastolt, og det er et kæmperesultat, siger han til TV 2 Sport.
Over 1000 mennesker havde taget plads i Brabrand, da værterne bankede Randers FC. Nu håber sportschef Andreas Rasch-Christensen på, at holdet igen får lov til at møde et Superligahold i pokalturneringen. Drømmen ville være AGF eller FCK, siger han.
Katastrofe for kronjyderne
På tabernes side er stemningen noget nedtrykt. Det fortæller Randers FC's cheftræner, Rasmus Bertelsen.
- Det er en katastrofe for en klub som os at ryge ud på den her måde. Hvis truppen er så bred, som jeg går og siger, den er, så skal det kunne lade sig gøre at spille sig rimelig sikkert igennem den her kamp, siger Rasmus Bertelsen ifølge Ritzau til klubbens hjemmeside.
Han forsøgte at vende kampen på hovedet ved at smide flere store profiler som Simen Nordli og Norman Campbell i aktion i anden halvleg, men lige lidt hjalp det for pokalvinderne fra 2021.