Kommune siger nej - stopper med at få jord fra Nordic Waste
Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg har torsdag på et ekstraordinært møde taget en ny beslutning om det forurenede jord, man hidtil har modtaget fra Nordic Waste ved Ølst.
Silkeborg Kommune har indtil nu modtaget omkring 40.000 tons jord til motorvejsstøjvolden Støjdragen, som de er ved at opføre i den nordligste del af byen.
Men nu viser analyseresultater fra laboratorievirksomheden Eurofins, som Randers Kommune har fået, at jorden ikke kun er lettere forurenet, men den indeholder olie og benzin. Det skriver Ingeniøren.
Den melding har fået politikerne til at sige stop. Klima- og Miljøudvalget har på et ekstraordinært møde torsdag nået frem til at sætte modtagelsen af jord fra Nordic Waste i bero.
- Vi har taget bestik af situation og mærket utrygheden, så derfor vil vi gerne vide, om der er noget at finde i jorden, siger Rune Kristensen, der er udvalgsformand i Klima og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune til TV2 Østjylland.
Udvalget har i den forbindelse besluttet at skrue op for test af jorden, noget Silkeborg Forsyning, der foretager arbejdet, også havde et ønske om.
Silkeborg Kommune har, siden de startede med at modtage jord d. 5. januar taget stikprøver af jorden.
Burde man har gjort det her til at starte med?
- Det kunne der måske have været en pointe i, men alle normale krav er blevet overholdt fra starten. Det her er bare en ekstraordinær situation, siger han.
Forventer ikke problematiske svar
Udvalgsformanden understreger, at udvalget i høj grad har lyttet til de mange spørgsmål, som borgerne har stillet til jorden, noget som har haft stor betydning for deres beslutning.
Alligevel er han ikke så nervøs for resultaterne.
- Jeg har ikke en tro på, at resultaterne viser noget problematisk, og holder prøverne sig indenfor skiven, så fortsætter vi, siger Rune Kristensen.
Udvalget skal afsætte et nyt møde, hvor de skal til på de nye testresultater.
Der er endnu ikke afsat en dato, men udvalgsformanden regner med, at modtagelsen af jord kan genoptages i vinterferien, hvis resultaterne tillader der.
Nabo er glad for stoppet
Per Thorendahl bor tæt på den støjvold, som jorden er leveret til. Og han har hele tiden været bekymret over at bo ved siden af den forurenede jord.
Allerede 13. januar udtrykte han sin frustration til TV2 Østjylland.
- Det er helt uhyggeligt. De flytter problemet fra et sted til et andet, sagde nabo, da han hørte, at den forurenede jord endte tæt ved ham.
- Jeg forstår ikke, hvordan det kan ske, men jeg håber, de har styr på det, sagde han dengang.
Derfor er han også umiddelbart lettet over, at kommunen stopper for modtagelsen af det forurenede jord.
- Jeg er positiv over for, de stopper, men det er for sent. De skulle have være grundigere fra starten. Jeg synes ikke, det er godt nok, men jeg bor også i området, siger han.
Hvad tænker du om, at de sætter gang i modtagelsen igen, hvis de er tilfredse med de nye testsvar?
- Jeg er stadig utryg og skeptisk. De skal bare have lavet den her giftdrage færdig, og det kan kun gå for langsomt, siger Per Thorendahl og tilføjer:
- Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere i Silkeborg, der råber op.
TV2 Østjylland arbejder på en kommentar fra Randers Kommune.