Stof- og garnbutikker overvældet: Østjyderne strikker krisen på afstand
En stor del af østjyderne tilbringer lige nu dagene alene derhjemme. Det kan mærkes i stof- og garnbranchen, der lige nu oplever en overvældende efterspørgsel.
Coronavirus har allerede nu givet mange butikker og virksomheder enorme tab. Men i mindst én branche er der - trods alt - optimisme at spore.
For mens østjyderne kæmper for at få en hverdag til at hænge sammen, og hvor dagene tilbringes derhjemme, er der tilsyneladende flere og flere, der finder strikkepinde eller symaskine frem.
- Siden de første udmeldinger om restriktioner kom fra regeringen i sidste uge, er vores salgstal steget væsentligt både i vores butik, men i den grad også på vores webshop, siger indehaver af butikken Sy og Stof i Skanderborg Lene Langballe til TV2 ØSTJYLLAND.
Også Karen Klarbæk, der driver garnbutikken af samme navn i Silkeborg, kan mærke, at østjyderne aldrig har strikket, hæklet og syet så meget, som de gør lige nu.
- Jeg har aldrig haft så travlt, som jeg har lige nu. Vi kan se, at vores omsætning er seksdoblet henover den her periode, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Meditativt og godt for hovedet
Ifølge Karen Klarbaek er det ikke overraskende, at rigtig mange tyr til stof og garn i disse dage.
- Mange går jo alligevel bare derhjemme, og så mangler man helt naturligt en beskæftigelse, som man kan sidde og hygge sig med alene, siger hun og fortsætter:
- Og så er alt andet lige nu jo bare sygdom, død og katastrofe. Det giver ro i sindet at strikke eller hækle, og det tror jeg, at mange har rigtig godt af lige nu. Lige at få fjernet fokus fra alt det negative lidt.
Undersøgelser har tidligere vist, at håndarbejde som strikning og hækling kan være sundt for hovedet. Derfor bakker Lene Langballe op om, at netop syslerne derhjemme kan være ekstra vigtig i disse krisetider.
- Det er meditativt tidsfordriv. Nogen bedre kombination finder man nok næppe lige nu. Det hjælper på det tankemylder, som mange nok render rundt med lige nu. Samtidigt føler man, at det ikke er helt så håbløst, at man bare sidder derhjemme, fordi man nu har noget at fordrive tiden med, siger hun.
Det er kunder på tværs af både alder og køn, der lige nu opsøger butikkerne med garn og sytøj. For mange er det første gang, de er på besøg.
Selv om man måske aldrig har haft en strikkepind i hånden før, er det altså ikke så svært at komme i gang.
- Jeg oplevede en mor til en efterskoleelev komme ned, fordi hun gerne ville have noget materiale hjem til hendes datter, så hun kunne lære at sy en kjole. Der gik ikke mere end et par dage, før hun kom igen. Da var datteren allerede færdig, og så skulle hun altså lige sørge for, at det blev et lidt mere udfordrende projekt i anden omgang, siger Lene Langballe.
Forholdsreglerne er på plads
Selvom det primært er på webshoppen, at både Stof og Sy i Skanderborg og Karen Klarbaek i Silkeborg oplever, at efterspørgslen eksploderer for tiden, så kommer der stadig kunder i butikken.
Derfor har man begge steder været nødt til at tage omfattende forholdsregler i brug, så man på bedst mulig vis kan mindske smittefaren for både ansatte og kunder.
Hos Stof og Sy har er der flyttet rundt i hele butikken for at skabe mere plads. Butikken skilter med, at kunderne skal holde afstand og spritte af. Men det er ikke det eneste.
- Vi lukker maksimalt ti personer ind ad gangen. Det skaber nogle lidt sjove situationer en gang i mellem, hvor en kunde lige stikker hovedet ind ad døren og spørger, om de overhovedet må komme ind, siger Lene Langballe.
Hos Karen Klarbaek i Silkeborg er det lignende initiativer, der er sat i værk i kampen mod COVID-19-smittefaren.
Her lukker man kun en enkelt kunde ind af gangen, og kunderne skal vaske hænder og spritte af, inden de rører ved noget. Derudover har hun - på trods af at hun aldrig har haft mere travlt - sendt sine medarbejdere hjem.
- Jeg vil ikke risikere, at mine medarbejdere bliver smittet. Så jeg har været nødt til at arbejde til møgsent hver aften, så jeg har kunnet følge med den øgede omsætning, siger indehaveren, Karen Klarbaek.
Hvis du gerne selv vil i gang med at strikke, sy eller hækle, så kan man begynde tutorials fra Stof og Sy's YouTube-kanal eller med opskriften herunder fra Karen Klarbaek.
Kom selv godt i gang - opskrift på klud i halvpatent:
Materialer:
Ca. 50 g Karen Klarbæk Color Cotton bomuldsgarn 8/4 Rundpind: nr. 3 (60 cm)
Strikkefasthed: 26 m x 38 p = 10 cm glatstrikket Størrelse: 27 x 27 cm
Forkortelse:
m = maske r = ret
vr = vrang
Lav pæne kanter:
Begynd alle p med 1 dr r og slut alle p med 1 vr løs af med garnet foran arbejdet.
Slå 71 m op.
1. p: 1 dr r, *1 vr, 1 r*, gentag fra *til* til de sidste 2 m, 1 vr, 1 vr
Løs af med garnet foran arbejdet.
2. p: 1 dr r, 69 r, 1 vr løs af med garnet foran arbejdet. Gentag 1. + 2. p til arbejdet måler 27 cm.
Luk alle m
Resultatet skulle gerne blive som på billedet nedenfor.