Flere kommunale biler brændt
Tre biler fra Syddjurs Kommune brød torsdag aften i brand.
Brandvæsnet rykkede torsdag aften ud til en brand på Syddjurs Kommunes salthal i Rønde.
Tre biler var i brand, fortæller operationschef Sune Andersen.
- Der er ild i tre biler, og politiet er på stedet, da vi kommer derud, siger han.
Der er ikke sket skader på nogen bygninger i forbindelse med branden.
Det er uvist, hvordan branden opstod i de tre biler. Syddjurs Kommune oplyser, at der er tale om en lastbil og to varebiler, der er udbrændt. Derudover er en varebil beskadiget.
Østjyllands Politi efterforsker det som en påsat brand.
- Vores umiddelbare mistanke er, at branden er påsat. Men der ingen personer sigtet. Vi efterforsker sagen nærmere, oplyser kommunikationsrådgiver Emil Enemark Sørensen.
Det er kommunens Natur- og Vejservice, der holder til på området.