Frontalt sammenstød: Ældre kvinde kørt på hospitalet
To biler var fredag eftermiddag involveret i et trafikuheld ved Mørke på Djursland.
Østjyllands Politi fik fredag klokken 16.22 en anmeldelse om, at to biler var kørt frontalt ind i hinanden.
Ulykken skete på Østerlundvej mellem Mørke og Lime. På billeder fremgår det, at ulykken tilsyneladende skete i et sving ud for nummer 14.
- Vi har været ude på stedet, men kan ikke sige, præcis hvad der er sket, udover at to personbiler er kørt ind i hinanden, fortæller Bo Christensen, der er vagtchef ved Østjyllands Politi.
Kvinde kørt på sygehuset
Vagtchefen oplyser, at der umiddelbart ikke er sket alvorlige personskader.
- En ældre kvinde blev kørt på sygehuset for at blive tjekket, men de meldinger, vi har fået, er, at der ikke er sket nogen alvorlige skader, siger Bo Christensen.
Udover Østjyllands Politi var der også flere brandbiler fra Beredskab og Sikkerhed, der rykkede ud til ulykken.