38 har ringet til hotline i psykiatri-sag
Der kan være begået grelle fejl i behandlingen af alvorligt syge patienter.
Mistanke om omfattende behandlingsfejl i psykiatrien i Randers fik for nylig Region Midtjylland til at åbne en hotline.
Her kan tidligere patienter eller pårørende ringe ind, hvis de er bekymrede eller har spørgsmål, og det har indtil videre 38 personer benyttet sig af.
Det oplyser regionen til TV2 Østjylland.
I starten af september kom det frem, at 1500 patientjournaler skulle gennemgås, efter at en tidligere, ledende overlæge på afsnit C i psykiatrien i Randers blev hjemsendt efter flere kritisable forhold.
Baggrunden er en whistleblower-henvendelse til regionen i januar 2024, og ved nærmere undersøgelse fandt man alvorlige fejl i ni ud af 13 undersøgte patientjournaler. Så alvorlige, at de blev meldt til Styrelsen for Patientsikkerhed med det samme.
Hotline
Er du blevet udredt eller behandlet i sengeafsnit C i Regionspsykiatrien i Randers, og har du spørgsmål eller bekymringer, så kan du ringe i hverdage mellem klokken 09.00 og 14.00 på telefonnummer 24 81 39 98.
"Det er et stort arbejde at skulle gennemgå så mange journaler, og det er derfor også et stort hold af erfarne speciallæger, som systematisk og grundigt går journalerne igennem," oplyser regionen.
Arbejdet forventes færdigt ved udgangen af december 2024.