Lovede fond på 500 mio – sådan ender det langtfra
Familien Østergaard-Nielsen og det udskældte firma USTC, der stod bag Nordic Waste, må nu erkende, at deres klimafond bliver langt mindre end planlagt.
Midt i den største modvind gik den udskældte Familien Østergaard-Nielsen med far Torben i spidsen ud i medierne og præsenterede planerne for en stor klimafond som et plaster på såret for miljøskandalen ved Nordic Waste i Ølst.
Nu er fonden så klar til at gå i luften, men med en hel anden styrke end planlagt.
I stedet for de 500 mio. kr. som var ambitionen i januar, må USTC og familien bag erkende, at den kun bliver på en tiendedel.
50 mio. kr. er skudt i Fjordfonden, som skal understøtte natur- og genopretningsprojekter i de danske fjorde.
- Det er ingen hemmelighed, at vi havde en ambition om at rejse 500 millioner kroner ved at samle aktører på tværs af brancher, men det har vist sig sværere end forventet i forhold til fondsjura, og der var udsigt til en langvarig proces, hvis det skulle lykkes. Vi ønsker at få vores donation ud og virke hurtigt, og derfor er jeg glad for, at det nu kan lade sig gøre med Fjordfondens oprettelse, siger medejer af USTC Mia Østergaard Rechnitzer i en pressemeddelelse.
Fralagde sig alt ansvar
Ifølge USTC har man siden januar arbejdet på at få fonden oprettet og gjort klar, og det er i den proces, at firmaet er nået frem til at støtte indsatser for at forbedre vandmiljøet i de danske fjorde, der er i kritisk tilstand.
- Vi har valgt at stifte en fond med fokus på de 20 fjorde i Danmark, som er blevet udpeget som akutte indsatsområder, da vi her reelt kan gøre en forskel for at genoprette balancen i de danske fjorde, som har alvorligt behov for handling, lyder det fra rigmandsdatteren.
TV2 Østjylland arbejder på en uddybende kommentar fra USTC og Mia Østergaard Rechnitzer.
Planerne om fonden blev første gang luftet den 19. januar 2024. Samme dag som Nordic Waste indgav en konkursbegæring.
I en pressemeddelelse fralagde USTC og ejerne bag Nordic Waste alt ansvar.
- Som følge af konkursen stopper Nordic Wastes ansvarsforpligtelse i forhold til sagen, og den bliver ikke overtaget af selskabets ejere, lød det.
Har givet 50 mio. kr. til Ølst
Torben Østergaard-Nielsens anden datter Nina Østergaard Borris udtalte dengang, at hun ikke mente, at familien kunne have gjort mere for at undgå sagen fra Nordic Waste i Ølst.
- Selv i bagklogskabens klare lys kan vi ikke se, hvordan vi skulle have forhindret eller forudset denne naturkatastrofe. Alt har været gennemtjekket, og der har ikke på noget tidspunkt været opereret uden godkendelser fra de relevante myndigheder, sagde hun.
Dengang fremlagde firmaet, at der som minimum ville blive afsat 100 mio. kr. til klimafonden.
De første 50 tilfalder borgerne i Ølst, som får dem gennem en støtteforening, der fortsat er under udarbejdelse.
Og de sidste 50 skal så bruges i Fjordfonden.