Skole vil have bedre indeklima og slippe af med madpakkelugt
Et nyt projekt vil forbedre indeklimaet på Bankagerskolen i Horsens. Og det er eleverne selv, der skal finde løsningerne.
Hovedpine, koncentrationsbesvær og en lugt af madpakke. Det er, hvad klasselokalerne nogle gange byder eleverne på Bankagerskolen i Horsens. Men nu skal det være slut.
Skolen vil i samarbejde med VIA University College sørge for et bedre indeklima til eleverne og skolens ansatte, og det er eleverne selv, der skal være med til at finde løsningerne, så de får ejerskab over projektet.
- Jeg tror, at når vi når dertil, hvor vi har de færdigproducerede produkter, så vil børnene være meget mere opmærksomme på at overholde de regler, som de selv har lavet, end hvis jeg kom og sagde, at vi lige skal have fundet en, der åbner vinduet og sørger for det i fem minutter hver dag, fortæller Katrine Frost Bennekov, lærer i 5.d.
Plads til forbedringer
Andrea Mortensen fra VIA University Colleges forsknings- og udviklingscenter for byggeri, energi, vand og klima har i december målt CO2-koncentrationen, temperaturen, luftfugtigheden og støjniveauet på skolen. Resultatet er, at der ikke er et dårligt indeklima, men CO2-koncentrationen kan der godt gøres noget ved.
Derudover er støjniveauet ikke for højt i forhold til anbefalingerne, men eleverne oplever, at støjen kan være forstyrrende.
Mandag og tirsdag har eleverne workshop, hvor de skal finde på idéer til, hvordan de kan forbedre luften og lyden i klasseværelset. Eleverne skal bruge nudging, som er påmindelser og små skub, der skal ændre deres adfærd.
Mere udluftning fremover
- Jeg tror, at vi kommer til at lufte meget ud, fordi vi har set et skema over, hvordan det er nu, og hvordan det rigtigt skal være, så det kommer vi nok til at tænke på, siger Mathilde Terndrup Holst Mikkelsen, der går i 5.d.
En af de idéer Mathilde Terndrup Holst Mikkelsen og hendes gruppe er kommet på, er en fugl, som begynder at pippe, når det er tid til at luft ud. Når der er gået fem minutter, så pipper fuglen igen for at gøre opmærksom på, at det er tid til at lukke vinduet.
Når 5.d får fri tirsdag, skal de have sorteret deres idéer ned til to-tre idéer, som der bliver arbejdet videre med på VIA University College. Herefter skal de færdige produkter, der er kommet ud af idéerne, implementeres i klassen, så eleverne fremover kan forbedre indeklimaet.
Finansieringen til projektet kommer fra Bankagerskolen, VIA University College og Engell Friis Fonden.